Af Per Andreasen

Redaktøren har bedt mig skrive et par ord om årets Danmarksmesterskab. Det gør jeg gerne.

Aalborg Skakring (Aalborg, Nørresundby og Vejgård skakklubber) havde i år påtaget sig kæmpeopgaven at afholde DM.

Ikke alle lokale kæmper var enige i, at Aalborg i år var moden til opgaven. En del af Nørresundby Skakklubs faste støtter valgte derfor at stå over denne gang og i stedet støtte kantinesalget (baren) under dette DM. Andre gode kræfter tog derfor over.

Landsholdsspillerne spillede de 3 første runder på Slotshotellet, resten af påsken foregik det hele på Teknisk Skole i Aalborg. Det var fine rammer.

Det er et kæmpearbejde at arrangere DM, det ved enhver. Sidste år i Århus og ligeledes i år, forsøgte arrangørerne sig med direkte internet dækning samt kommentatorlokale, ligeledes med direkte overførsel af landsholdsklassens træk. Denne teknikudvidelse af DM har gjort afholdelsen af DM lige nøjagtig dobbelt så krævende som tidligere.

I alt 50 mand var i år beskæftiget hele påsken med at holde stævnet kørende. De gjorde det godt, således at jeg i hvert fald kun har hørt positive meldinger fra det danske skakliv. Ordet "kæmpesucces" er ikke for stort.

Lad os kikke lidt på hvem der trak læsset.
Styregruppen med det overordnede ansvar bestod af Bjarne Sønderstrup og Arne Fjordside fra Aalborg Skakforening, Poul Henrik Hansen, Vejgård samt kassereren Svend Åge Sørensen, Peter Bisgård og Kresten Jensen fra Nørresundby Skakklub.

Den absolut bærende kraft bag det hele var klart Bjarne Sønderstrup, der både før og under stævnet lagde mange mandetimers arbejde. Under stævnet lagde Arne Fjordside et kæmpearbejde i kantinen. Det bevirkede at årets kantine havde en meget høj standard. Maden var utrolig god og priserne lave. Selv øllet var billigt.

Jeg synes også Kresten Jensen bør fremhæves for et meget stort arbejde i forbindelse med sponsorstøtte, udfærdigelse af turneringstavler mv. Flot,flot. De øvrige i styregruppen lavede selvfølgelig alle hver på deres måde et stort og godt stykke arbejde.

Aalborg Skakforening havde i alt 35 mand engageret i selve stævnet, Nørresundby Skakklub havde 12, et acceptabelt antal set i forhold til vores kun ca. 40 medlemmer. Vejgård Skakklub havde udover Poul Henrik kun en materialeforvalter og en mand der hjalp til i køkkenet, altså højst 3 mand. Det var for ringe, alt, alt for ringe.

Lad mig konkludere at Aalborg Skakforening trak det store læs, og de gjorde det godt. Webmaster og IT ansvarlig Thomas Heine Bech, Aalborg Skakforening, var i hvert fald den mest stressede mand under stævnet. Han havde lavet en utrolig flot hjemmeside på internettet, en hjemmeside der blev godt besøgt.

Sidste år i Århus havde stævnet alt i alt besøg af x antal mennesker der i alt foretog 500.000 sideopslag. I år havde vores hjemmeside besøg af x antal mennesker der i alt foretog 700.000 sideopslag, - om dagen!! Og det er ikke færdig endnu. I løbet af et par dage vil Thomas Heine Bech lægge mange billeder ind på siden, med endnu flere opslag til følge.

Vores hjemmeside blev nævnt på i internationalt kendte, og mest besøgte skaksider såsom This Week in Chess, New in Chess og Kasparovs hjemmeside. Alle disse sider skrev om turneringen og havde link til vores hjemmeside. Der var ligeledes et link fra det Russiske Skakforbunds hjemmeside. Russerne var dog af den fejlagtige opfattelse at skakturneringen afholdtes i forbindelse med Dronningens 60 års fødselsdag!! Derfor, - stor ros til Thomas Heine Bech.

Årets bulletin var flot, den kom hver dag til tiden. 6 unge mennesker fra Aalborg Skakforening stod bag den.

Der blev også spillet lidt skak. Nørresundby havde kun få deltagere med og ingen gjorde større væsen af sig. Næsen længst fremme havde ældste og yngste mand!
I veteranklassen var Børge Pedersen kæmpefavorit til at vinde DM. Et kedeligt nederlag i sidste runde satte en stopper for denne drøm.
I nederste basisklasse lykkedes det Bjarke Andreasen - netop fyldt 12 år - at score 5/7. Han blev nummer 2. Det var selvfølgelig flot. Dog kunne det være blevet endnu bedre. En kæmpe gevinststilling i næstsidste runde blev forvandlet til et nul.

Lad os se partiet fra sidste runde:









Træk
   

Bjarke Andreasen - Thomas V. Glud, Hinnerup
DM2000/Aalborg

1. d4 d5 2. c4 e6 3. Sf3 Sf6 4. Sc3 Sbd7 5. Lg5 Le7 6. e3 h6 7. Lh4 O-O 8. Le2 b6 9. cxd5 Sxd5 10. Lxe7 Dxe7 11. Sxd5 exd5 12. Tc1
Bedre var 12. 0-0
12... Db4+ 13. Dd2 Dxd2+ 14. Kxd2 c5 15. Lb5
Da Bjarke viste mig partiet troede jeg at dette var stærkt. Det er det ikke. Bedre var 15. Thd1 med lille hvid fordel.
15... cxd4?
Meget bedre var 15...Sf6!, og sort dækker indirekte bonden på c5. Nu slår Bjarke til.
16. Txc8! dxe3+ 17. Kxe3 Taxc8 18. Lxd7 Tc2 19. Tb1 Td8 20. La4 Tc4 21. Lb3 Tg4? 22. g3 Kf8 23. Sd4 Te4+ 24. Kd3 Td7? 25. Tc1 Ke7 26. f3!
og sort opgav. Han taber en kvalitet og fortsat spil er håbløst.
1-0

Fin teknik af Bjarke.

I landsholdsklassen vandt Curt Hansen som ventet med 6/8 efterfulgt af sidste års mester Peter Heine Nielsen med 51/2/8. Det var Curts 6. mesterskab. Tillykke!!

Ny landsholdsspiller blev Magnus Lindfeldt Skakklubben "1968", Århus. Det var meget overraskende.

Stævnet blev overskygget af Bent Larsens sygdom og efterfølgende udtrædelse af turneringen. Jeg vil ikke gå i detaljer med hændelsesforløbet som jeg var stærkt engageret i. Jeg kan dog kort fortælle følgende: Larsen mødte ikke op til 2. runde. Da vi ikke kunne komme i telefonisk kontakt med ham låste jeg mig ind på hans værelse. Jeg var med det samme klar over at Larsen var meget syg. Han blev overført med ambulance til Aalborg Sygehus Syd. På skadestuen blev det klart for mig at et eller andet var helt galt. Kort efter blev han opereret for en væskeansamling i hjernen.

Hele dette hændelsesforløb var selvfølgelig meget kedeligt for Larsen, ligesom det påvirkede de øvrige spillere i landsholdsklasssen og arrangørerne i særdeleshed. Bent Larsen er nu i bedring, og når dette blad udkommer er han formentlig hjemme i Argentina igen.