Epilog
Nu er det blevet til en del sider med begivenheder og resultater i kronologisk rækkefølge. Jeg kunne nemt have skrevet meget mere – især fra de sidste 17 år, hvor jeg selv har været medlem. Der er mange historier, som ikke kom med, men de må vente til en anden gang, for der var jo det med plads, tid og stoflig selvbeherskelse...
I denne genre forventes det ligefrem, at man pudser glorien. Enhver klub har sit særpræg, sin skakkultur eller "ånd" om man vil, men når man læser det foranstående, står der ikke meget om, hvad der er særegent for Nørresundby Skakklub, selvom man da nok kan læse noget mellem linierne.
Jeg vil fremhæve to ting: det seriøse og det sociale.
Nørresundby Skakklub præges naturligvis af, at den de sidste årtier har været landsdelens stærkeste klub. Seriøs skak tages seriøst.
Hvis spilleforholdene ikke er i orden, og der hersker larm, snak og tummel, bliver spillet useriøst. Den uhøjtidelige og løse holdning kan siden være svær at aflægge, når det så virkelig gælder i "rigtige" turneringer.
I Nørresundby lægges der stor vægt på, at spilleforholdene ikke blot skal være "i orden", men så gode som man formår at skabe dem. Så præsterer spillerne deres bedste.
Klubbens spillere og officials har med denne holdning bidraget til at højne kvaliteten af såvel helt lokale stævner som DM i 1979, 1984, 1989 og 1994.
Men skæg for sig og snot for sig...
Det rituelt seriøse gælder kun i turneringslokalet og gangen uden for, og alt det, der her er forbudt, er tilladt i kaffestuen, hvor der lynes, analyseres, snakkes og grines.
Og så er der det med, at man hygger sig... Det er selvfølgelig ikke noget særegent for Nørresundby, men sammenhold og samvær har skabt venskaber, der ikke begrænser sig til 64 felter. Og her tænker jeg ikke på, at en stor gruppe ofte har svært ved at skilles torsdag aften, når klubben lukker, og fortsætter samværet på Kroghs Vinstue, omend det også er ganske hyggeligt. Her er det ikke kun skak, der analyseres.
Det har ofte slået mig, når førsteholdet er til dobbeltrunde i København eller Århus, at hvor de andre hold ofte færdes spredt, er Nørresundbys hold samlet. Spillerne kan li’ at være sammen og har det sjovt, og det bevirker, at Nørresundbyholdet ofte bliver en social magnet for andre skakspillere, og det gør bestemt ikke rejserne kedeligere.
Eric Bentzen, 1994
Jubilæumsskrift afsnit: 1 * 2 * 3 * 4 * 5 * 6 * 7 * 8 * 9 * 10 * 11 * Index
K-skak DM: 1 * 2 * 3 * 4
Artikler & historier * Hjemmeside