19 sæsoner i 1. division

På generalforsamlingen i 1975 blev man efter to års betænkning enige om at indkøbe en kaffemaskine.

1.holdet rykkede op i 1.division med en score på 43½ p. af 56 mulige, hvilket dengang var rekord. Holdet har spillet i 1. division siden. 2.holdet vandt mesterrækken og rykkede op i 3.division.

Dette år begyndte Aage Ingerslev at spille 1.bræt for Nørresundby. Ingerslev, der kom fra Hjørring, var i sin tid et stort talent og deltog på OL–holdet Moskva 1956 (Se føljetonen "Med Aage til OL", En Passant 1986-87). Siden gik det, som det så ofte går, når studier og arbejde kræver deres, og Aage lagde skakken på hylden i nogle år, men i 1971 begyndte han igen. Aage spillede sin sidste sæson for førsteholdet i 1988/ 89 og er ikke længere aktiv, men stadig medlem af klubben.

Svend Pedersen blev bymester med 6 p. foran brormand Erik Pedersen 5½ og Aage Ingerslev 4½.

1976 var året, hvor Jørgen Jørgensen betalte dobbelt kontingent. Jørgen fremlagde på et tidspunkt et dobbelt sæt kontingentkvitteringer og spurgte meget naturligt, hvordan det kunne lade sig gøre? Det viste sig, at han også havde betalt for en Jørgen Jensen, så det overrasker ikke, at økonomien ifølge protokollen så pæn ud.

Et nyt medlem, Lars Persson, overtog jobbet som redaktør af klubbladet.

1.holdets tilbagevenden til 1.division blev belønnet med en 3.plads efter Vejlby Risskov og Kampklubben. Poul Erik Nørgaard var flyvende og scorede 6 af 6 på 8.bræt. Desværre havde han afbud til første runde.

I sidste runde mod Frederiksberg spilledes følgende parti:

Afbud og hundehold

Alle disse problemer betød naturligvis et hav af telefonsamtaler – ikke mindst med holdlederen på 3.divisionsholdet, Nørgaard. Han var på det nærmeste ved at få et nervesammenbrud hver gang telefonen ringede, idet han, foruden at måtte afgive spillere til 1.holdet, modtog adskillige afbud fra såvel ordinære spillere som reserver. Kronen på værket var, da jeg måtte ringe til ham lørdag formiddag og sige, at han blev nødt til at rejse med 1.holdet til Århus en time senere! Men han kom, som den gode holdspiller han er, og han medbragte foruden forkølelse, influenza og feber også en hund, som ikke kunne være alene hjemme!! (...) Det første drastiske i matchen skete efter kun ca. 1½ times spil, da jeg blev kaldt ud af spillelokalet og af overkampleder Frausing fik besked på, at Frederiksberg protesterede mod tilstedeværelsen af Nørgaards hund. Samme Nørgaard stod ved siden af og rystede, nu ikke kun af feber men også raseri. Efter nogen diskussion blev hunden anbragt hos et par "kaffedamer" i kælderen, og spillet kunne fortsætte.

Ole Holmsgaard

Ole Holmsgaard blev medlem af klubben i 1945 som 17-årig, og han blev tidligt inddraget i det organisatoriske arbejde. Allerede i 1946 blev han valgt til incassator.
Hans navn dukker jævnligt op i klubbens resultatlister de næste to år for så helt at forsvinde de næste 7. Han tog i disse år lærereksamen og blev ansat på Godthåbsgade Skole. Det kan virke besynderligt, at en skakinteresseret ung mand helt dropper sin hobby så længe, men det var typisk for Ole, at han altid gik fuldt og helt ind for det, han var i gang med.
Da han begyndte at spille turneringer igen, varede det dog ikke længe, før han nåede til tops i Nørresundby Skakklub, og i 1955 blev han klubmester. De følgende år steg hans spillestyrke betydeligt. I 1957 blev han nr. 3 ved Aalborgmesterskabet, og året efter fik han sit navn indgraveret i vandrepokalen. Han gentog sejren i 1960 og 1962 – sidste gang med maksimumpoint.
Ole var samtidig formand fra 1956 til 1961, hvor han stiftede familie og nedprioriterede skakken. Da han igen fik tid til at spille skak, var ambitionerne ikke så store. Han spillede sig hurtigt op i eliteklassen, men hans ratingtal nåede aldrig over 2100. Derimod steg hans ambitioner på klubbens vegne, og han præsterede et kæmpearbejde, fra han i 1973 igen blev formand og frem til sin død.

Ole Holmsgaard Mindeturnering

Jens Ove, der netop var hjemvendt fra junior-VM med en 3.præmie, antydede før turneringen, at han var ved at være spilletræt, men da turneringen først kom i gang, var der ingen træthed at spore. Tværtimod spillede han utroligt energisk og fik syv hængepartier, hvilket ellers nok kunne have taget pusten fra de fleste.