OL2002 startside * Fotos fra Bled * Postojna * Skakfotos * Skakbrikker * Artikler & historier * Home 

Allerede mandag til frokost faldt de første ind på Gostilna Pri Planincu. Det var på vej tilbage fra slotsturen, og det var ret tilfældigt, bortset fra at det jo ser meget hyggeligt ud - rustikt. Vi vidste ikke, at det formentlig er byens bedste spisested, men med ganens sikre instinkt vendte vi tilbage hver aften, og nogle indtog også deres frokost på Planincu.

Bedste sted - ikke dyreste. Faktisk er det ret billigt. Du får en solid egnsret incl. salat for en 40-45 kr., og du skal være sulten for at spise op! Du kan f.eks. få Raznici (grillet svinemørbrad) eller Cevapcici (krydrede farsruller). Det røde på billederne er ikke ketchup, men "ajvar" som er pureret peberfrugt med aubergine, løg og hvidløg. Eller hvad med en kæmpebøf med pebersauce? Eller forrygende champignonsuppe eller forel a la Triest ("Trst" som det vokaløkonomisk hedder på slovensk) med hvidløg og citron?

Er du ikke specielt sulten kan du bestille grillede Scampi, som hører til det dyreste på kortet - ca. 100 kr. for et halvt kilo. Jeg var uforsigtig nok til at bestille med tomatsovs. Heldigvis fulgte en skylleskål med, for det er snasket pillearbejde at afvæbne et halvt kilo jomfruhummer i sovs. Bestiller du salat, får du en kæmpeskål. Husets rødvin er ikke noget at råbe hurra for, men prøv f.eks. en slovensk Merlot eller hvis du er til hvid: en lokal Riesling, som er lidt i den søde ende, men med fin syre. Kortets dyreste vine kostede ca. 75 kr. I øvrigt: hvis nogen skulle finde på at importere den slovenske "danskvand", Radenska, kan de regne med mig som fast kunde - den er meget velsmagende.

Slovensk øl er godt, og er der plads efter måltidet, kan du jo sætte dig ud i slyngelstuen og bestille "eno pivo", som "1 øl" hedder på slovensk. "2 øl" hedder "dve pivo". Øl bliver først flertal, når der er mere end to - skal du have tre hedder det "dri pivi". Slovensk grammatik er for viderekommende, men heldigvis taler personalet på Planincu glimrende engelsk. Er du ikke til øl, kan du jo bestille en ferskenbrændevin, mums, og lytte til englene, som så synger bag de mange amerikanske nummerplader i loftet.

Men pas på bordpynten. Poul Erik ville absolut smage, om potteplanternes små stærktfarvede frugter virkelig var chili - og det var de. Stærke!

Gostilna Pri Planincu ligger lige ved siden af rutebilstationen, og vil du læse andre lovprise stedet, kan du bare søge på "planincu + bled" på f.eks. Google.

Gostilna Pri Planincu ved frokosttid Gostilna Pri Planincu ved aftenstid Jørgen og Jens Jørgen Raznici Fyldt kalkunschnitzel Cevapcici Forel Trst (a la Triest) Væg-tegneserie Væg-tegneserie

© Eric Bentzen og Henrik Kaysfeld