Partierne til denne artikel kan enten spilles igennem online (Java) eller hentes/åbnes som PGN-fil
Så lykkedes det. Vi er tilbage i 1. division. Med Gistrup og Nordre i 1. division samtidig, lykkedes det os at distancere SK 1968 og vinde 2. division gruppe 2 – og det endda ret sikkert.
Så efter fire sæsoner i 2. division står der nu stormestre, internationale mestre og en god bid af styrkelisten på menuen. Det bliver formentlig for stor en mundfuld, men vi bider tænderne sammen og tager det som en oplevelse.
Vi vandt faktisk 2. division forbavsende sikkert, og da vi ikke er blevet bedre de senere år, må modstanden have været svagere. Ja, bortset selvfølgelig fra vores andethold, som vi trynede behørigt 5½-2½ i første runde. Vi tabte ganske vist ét parti i den kamp, men det var reserven Børge Pedersen (fra 2.holdet) der tabte til reserven Peter Bisgaard (fra 3.holdet), så det tæller lissom ikke rigtigt.
|
Årsagen til dette vores eneste afbud var i øvrigt, at junior-rigstræner Per Andreasen var nationens juniorknæbeskytter ved et stævne i Spanien, hvor deltagerne kunne hæve Middelhavets vandspejl, hvis strandløvefotoet i Skakbladet står til troende. I samme runde vandt SK 1968's andethold over deres førstehold, og det passede jo fint i vores kram. |
|
Nationens junior-
knæbeskytter |
En beskeden sejr
I 2. runde kom vi dog solidt ned på jorden, idet vi kun vandt beskedent 4½-3½ over Evans fra Vejle. Det var såmænd ikke så meget den beskedne sejr, der gjorde noget, som det faktum at de fleste på holdet spillede skidt: gode stillinger på stribe blev sat over styr.
Topopgør
Tredje runde gav en fair uafgjort mod SK 1968 I, og vi lå nu à point, bortset fra at vi havde to matchpoints mere, fordi vi i modsætning til SK 1968 havde fod på vores andethold.
Storsejr!
I fjerde runde skulle vi til Holstebro, og i den kamp lykkedes næsten alt – godt hjulpet af at Holstebro var reservesvækket. 6½-1½ til os.
Efter kun 5 kvarter havde jeg vundet over Peter Husted, der var så elskværdig at spille dårligt i den variant jeg havde hjemmeforberedt.
Se partiet Eric Bentzen - Peter Husted online (Java) eller hent/åben PGN-filen
Olavs gevinst over Erling Høiberg var en teknisk nydelse, og Per fik næsten alt det, man drømmer om mod kongeindisk:
Se partiet Per Andreasen - Arne Præstholm online (Java) eller hent/åben PGN-filen
Eneste "uheld" var Jørgensen, der lod sig snyde af seniorveteranen Alfred Thomsen.
I samme runde vandt SK 1968 I "kun" 5½ over Evans, så nu begyndte det at ligne noget med 1 points forspring + matchpoint. Næste runde kunne blive altafgørende, idet vi skulle møde andetholdet fra SK 1968, mens deres førstehold skulle møde Nørresundby II.
Skæbnekampen
Det blev et brag af en kamp, idet begge Nørresundbyhold vandt. Vi vandt 5-3, og minsandten om ikke vores andethold vandt 4½-3½! Nu var vores forspring 2½ point + matchpoint, og de desillusionerede 68'ere ønskede os tillykke med oprykningen, før de vendte snuden mod Århus.
Og nu begyndte selv holdets største sortseer og skeptiker, Svend, at tro på sagen for alvor, og han skal normalt ellers have mere end én bjørn i hånden, før han sælger noget.
Svend i førertrøjen...
Lokalopgør mod Aalborg
Kampen mod Aalborg i 6. runde blev imødeset med spænding. På papiret burde vi kunne slå dem stort, da de var svækket i forhold til sidste år, men på den anden side er lokalopgør altid noget særligt, og Aalborg skulle kæmpe desperat, hvis de ville gøre sig håb om at forblive i 2. division.
Som det gik vandt vi en storsejr på 6-2, og det kunne nemt være blevet til mere. Per har kommenteret sin posi-knuser mod John Nyholm, Bjarne Sønderstrup fik et knus af Svend og jeg vandt over Jørgen G. Nielsen i klassisk angrebsstil. Se partierne online (Java) eller hent/åben PGN-filen
Sidste runde
Før sidste runde havde vi nu et komfortabelt forspring, og med 3 points mod Haderslev ville vi være sikre på oprykning, selvom det skulle lykkes for 1968 at vinde 8-0 over Aalborg.
Sidste runde blev afviklet som fællesstævne i Århus. Jeg troede kort, at vi for en gangs skyld skulle have et stævne med klasse, idet flere belevne butlere iført smoking og butterfly blandede sig med vrimlen af slet klædte skakspillere.
Men illusionen varede kun kort: arrangørerne havde ikke hyret et cateringfirma til at varte os op, det var såmænd arrangørerne selv, SK 1968's førstehold, der havde klædt sig med manér.
Pingvinerne gjorde det faktisk godt, idet de vandt så stort som 6½-1½ over Aalborg, men da vi samtidig spillede en flad uafgjort kamp mod Haderslev, var vi klar vinder af gruppen.
Vi havde jo haft tid at vænne os til tanken, så nogen decideret berusende fornemmelse var det ikke, omend det hjalp i løbet af aftenen, alt som festen skred frem på Krogh's Vinstue i Aalborg. Og festet blev der – det var jo ikke kun oprykningen, der skulle fejres, men også andetholdets forbliven i 2. division.
Slutstillingen i 2. division gruppe 2: 1. Nørresundby I 35½ 2. SK 1968 I 33 3. Haderslev 29 4. SK 1968 II 29 5. Nørresundby II 28 6. Evans 25½ 7. Holstebro 22½ 8. Aalborg 21½
Holstebro og Aalborg må altså ned i 3. division, og Evans må muligvis gøre dem følgeskab, men det afhænger af omkampen i 1. division mellem Brønshøj og Nordre.
1. Eric Bentzen 5½ af 7 2. Bent Sørensen 3 - 7 3. Olav D. Larsen 6 - 7 4. Svend Pedersen 4½ - 7 5. Per Andreasen 4 - 6 6. Jørgen Jørgensen 4 - 7 7. Jens J. Christiansen 4 - 7 8. John B. Nielsen 4½ - 7 R. Børge Pedersen 0 - 1