Bent Larsen besøg

Torsdag den 25. marts var Bent Larsen på besøg i Nørresundby, og den veloplagte stormester gav publikum valuta for forventningerne med foredrag og simultan.

Bent Larsen (11 kb)
Foto: Leif Drastrup

Af Eric Bentzen.

Bent har jo prøvet det mange gange og ved, at mange har spørgsmål til en grand old man på verdensscenen, så de første 45 minutter gik med spørgsmål & svar, samt underholdende anekdoter hentet fra et langt skakliv og en leksikalsk hukommelse.

Spørgsmålene var mange og forskellige. "Citaterne" i det følgende er næppe helt præcise og ordrette, men de er loyale.

Larsen mente ikke, at computerne udgjorde nogen trussel mod skakkens fremtid. – Mod korrespondanceskakkens måske, men derudover ikke. Det er da sandt, at computeranalyser kan betyde, at nogle - og især skarpe - varianter analyseres til bunds og udtømmes, men denne proces har altid stået på – det går blot hurtigere nu. Visse slutspil (med op til 5 brikker) er analyseret til bunds, men hvem kan huske disse analyser? - Og hvor ofte kommer man ud for disse slutspil? Bent frygtede ikke, at skak ville lide "datadøden".

Energi og viljen til at vinde er meget vigtig i skak. Som eksempel fremhævede Larsen Kasparovs seneste sejr i Linares - den var i høj grad et udtryk for Kasparovs energi, og det er netop energien, der kan vende tabs- eller remisstillinger til gevinst. Når han (altså Larsen) tænkte tilbage til nogle af sine tidlige turneringer, var det ind imellem "helt utroligt", hvad han havde opnået med energi og ukuelig optimisme.

Spørgsmål: "Hvem bliver danmarksmester?" Larsen mente, at Curt Hansen nok var det bedste bud - eller måske Sune Berg. Peter Heine er for doven og forsigtig...!

Spørgsmål: "Bliver den professionelle skakspiller ikke ind imellem for forsigtig og for bange for at tabe, fordi der skal brød på bordet?" Larsen: "Det med at tabe er noget ret individuelt - psykologisk - som ikke har så meget med levebrødet at gøre. Nogle spillere har simpelthen angst for at tabe - det er ligesom at dø for dem" - og det påvirker naturligvis deres spil, så de bliver ekstra forsigtige. Som eksempel på en tabsforskrækket remispølse nævnede han bl.a. Ribli.

Spørgsmål: "Hvad mener du om de udtalelser, Fischer er kommet med i de senest offentliggjorte interviews?" (RED.: de interviews med Phillippinsk radio, som kan findes på Internet, hvor Fischer udtaler sig stærkt anti-semitisk). Larsen: "Det er der da ikke noget nyt i; det har han ment de sidste 30 år - en antisemitisk halvjøde...".

Spørgsmål: "Hvornår snakkede du sidst med Fischer?" Svar: "I Manila 1974."

Spøgsmål: "Hvor meget tid bruger du på skak om dagen? Er det det samme som tidligere?" Svar: "Jeg bruger det samme, som jeg altid har gjort: 5-7 timer om dagen."

Spøgsmål: "Hvor mange partier vinder du i aften?" Svar: "Tja, som regel taber man 5-10%, så jeg taber måske ét (hvorpå Larsen kiggede intenst på selskabets yngste deltager) og spiller en 4-5 remis."

Spøgsmål: "Hva' med damer som modstander i simultan?" Svar: "Ja, jeg kan huske en simultan i Philadelphia, hvor jeg spillede mod 45, og deriblandt var der én kvinde, mod hvem jeg tilfældigvis kom til at sætte et tårn i slag, så jeg tabte. Det udlagde man, som at jeg havde været en kavaler, men det var ikke tilfældet. Det var bare den slags der skér. Jeg kan huske, jeg en gang overværede en simultan med Szabo, som ihærdigt og uden større held prøvede at give remis mod damerne. Det kunne jeg ikke finde på. Szabo var en kavaler, men han er også død nu!"

Bent Larsen afslørede i øvrigt, at han arbejder på en ny bog. Det bliver noget med nogle udvalgte partier, men det bliver ikke en fortsættelse af hans klassiker "50 udvalgte partier". Nogle partier fra den gamle bog vil sågar gå igen, og titlen vil formentlig indeholde ordet "optimisme". Forlaget er nordamerikansk.

Bent demonstrerede derefter et parti mod Spraggett fra Las Palmas, og og efter en kort pause startede simultanen. Larsen spillede mod 30, og det sidste parti var færdigt ved 1-tiden. Blandt modstanderne var indtil flere mesterspillere, og Larsens score 22 gevinster, 5 remis og 3 tab var bestemt ikke dårlig.

Per Andreasen har sat noter til tre partier fra simultanen som spilles igennem online (Java) eller hentes/åbnes som PGN-fil

0 Peter Bisgaard
0 Christian Gottschalck
0 Arne Hove
0 Lars Jensen
½ Jørgen Jørgensen
1 Henrik Kaysfeld
0 Niels Jørgen Andersen
½ Mette Larsen
0 Erik Hald Nielsen
0 John B. Nielsen
½ Lars Nielsen
0 Ole Nielsen
0 Per Fries Nielsen
1 Tommy Nielsen
½ Poul Erik Nørgaard
0 Heine Oldenburg
0 Børge Pedersen
½ Bent Rasmussen
0 Jan Petersen
0 Poul Christensen
0 Svend Aage Sørensen
0 Lasse Thomsen
1 Henrik Willumsen
0 Bjarke Andreasen
0 Kevin Pedersen
0 Jan Stage
0 Gert Poulsen
0 Thomas Heine Bech
0 Kasper Rasmussen
0 Tobias Christensen