Generalforsamlingen

Skakbrikker (17 kb)

Af Eric Bentzen

Den ordinære generalforsamling blev afholdt i klublokalerne den 3. juni 1999. Som det første blev Jan Petersen valgt som dirigent, og jeg tror, han nåede at læse klubbens love igennem, før punktet eventuelt var overstået.

Formandens beretning

Formanden, Peter Bisgaard, kunne i sin beretning fortælle om gode spillemæssige resultater for klubben. Førsteholdet var rykket op i 1. division og andetholdet var forblevet i 2. division. Desværre måtte mesterrækkeholdet rykke ned, selvom de kæmpede bravt. Vi vandt i efteråret Skakringens pokalkamp for 16-mandshold for 17. gang i træk, og hovedkredsens pokalturnering for 4-mandshold blev også vundet af Nørresundby. Holdet vandt siden landsfinalen i Nyborg (se andetsteds i bladet).

Klubben har skiftet lokaler fra skolen til Multikulturhuset. Lokalerne er fine, men det er ikke helt uden problemer. Information er en mangelvare, og det har vist sig at være et problem, at skolen er „primær bruger“, hvilket indebærer, at vi ikke altid kan være sikre på at have lokalerne torsdag aften – i princippet skal vi vige for klassefester og lærerkollegiets bankospil, og det er ikke særligt betryggende.

Omkring medlemssituationen sagde Peter, at det ikke er ideerne, der mangler, men arbejdskraften. Bestyrelsen kan ikke klare det hele alene, og Peter opfordrede alle til at „engagere sig“. Der er rigeligt med (kommende) opgaver: bl.a. skal Nørresundby arrangere byturneringen år 2000, og Påsketurneringen (DM) arrangeres af Aalborg Skakring i år 2000. Flere kunne også skrive til klubbladet.

Regnskab og forslag

Regnskabet gav ikke anledning til debat. Under Forslag havde bestyrelsen foreslået uændret kontingent, men på forslag fra salen blev en forhøjelse på 10 kr. i kvartalet (det halve for pensionister og juniorer) vedtaget.

Valg

Valgrunden kørte udramatisk, idet alle blev genvalgt. Peter Bisgaard som formand, Eddie Poulsen som bestyrelsesmedlem samt Jan Petersen og Henrik Willumsen som suppleanter. Revisorerne blev ligeledes genvalgt.

Klubturneringen

Om klubturneringen var der som altid en del debat. Nogle foretrak den hidtidige form, hvor der blev spillet i én stor gruppe, mens andre plæderede for alle-mod-alle grupper opdelt efter rating. Efter længere tids snak frem og tilbage, for og imod, blev der stemt om sagen, og alle-mod-alle grupper blev vedtaget med et snævert flertal.

Eventuelt

Under eventuelt var der bl.a. præmieuddeling for klubturneringen.
Mesterklassen:
1. Eric Bentzen     8˝ af 10
2. Henrik Willumsen 7˝
3. Eddie Poulsen    7

1. klasse:
1. Ole Nielsen      5˝
2. Arne Hove        4˝

2. klasse:
1. Lars Nielsen     5˝

3. klasse:
1. Jan Petersen     4˝
2. Lasse Thomsen    4