I 1995 døde Erik Pedersen, 54 år gammel. Dermed mistede klubben sit anciennitetsmæssigt ældste medlem. For de yngre i klubben, der jo ikke har set ham på klubaftener siden 1981, hvor han flyttede til Erritsø ved Fredericia, er han vel kun et navn. Men for os andre og for lidt ældre skakspillere i hele Danmark var det personifikationen af Nørresundby Skakklub, der gik bort: han havde samme status her, som Bent Larsen har for ikke-skakspillere i hele Danmark. Denne position opnåede han gennem lige dele skaklig styrke og fine menneskelige egenskaber. I det følgende søges begge sider karakteriseret.
Jeg husker tydeligt mit første møde med ham. Det fandt sted d. 18/3 1973 på Lindholm Kro, hvor min daværende klub, 1968 fra Århus, skulle møde Nørresundby Skakklub i 2.division. Selvfølgelig vidste jeg, hvem han var. Bl.a. havde jeg set ham ved DM i Ålborg 1960, DM i Holstebro 1964 og i en 3.divisionskamp et par år før i Aalborg, hvor vi var rykket op i 2.division. Men jeg havde aldrig snakket med ham eller spillet mod ham; selv om han kun var et par år ældre end mig, havde han jo i en menneskealder (forekom det mig) været et etableret skaknavn. Der var nogle turneringer i Holland, et par nærgående forsøg på at komme i landsholdsklassen og et fantastisk parti mod Korning, festligt kommenteret i Skakbladet af en generøs Erik. Jo, jeg havde god grund til at være nervøs!
At det var en veletableret skakspiller, jeg skulle møde, fremgik også af hans udseende og påklædning. De fleste skakspillere dengang (og nu?) gik ikke meget op i deres ydre fremtoning. Langhårede, ubarberede studenter- og hippietyper dominerede. Og der kom så Erik Pedersen i hvid skjorte og med slips, iført (mener jeg) blå blazer og lyse bukser, glatbarberet og med håret i den karakteristiske Dean Martin-frisure. Han virkede som en mand, der var glad for sit liv og derfor havde et overskud at give af. Jo, han stak bestemt af til sin fordel i dette selskab.
Men jeg havde forberedt mig (de Pedersen-brødre spillede jo altid Wienerparti, hvis de fik chancen!).
Det gik også hæderligt, selv om jeg tabte. Efter partiet var Erik så venlig at mene, at jeg nok havde haft de bedste chancer undervejs. Jeg var helt paf - en sådan generøsitet var jeg ikke vant til. Vi fik et par øl...mine holdkammerater måtte slæbe mig ud til den ventende taxa.
Samme år rykkede Nørresundby Skakklub i 1. division. Og året efter, ved min tilbagekomst til Aalborg, meldte jeg mig ind i klubben. Som så mange andre var jeg faldet for Eriks karisma.
Erik blev meldt ind i Nørresundby Skakklub i 1952 efter at have lært at spille skak af sin far, Emil Pedersen, der havde været med i klubben næsten fra starten i 1934 og i øvrigt blev udnævnt til æresmedlem i forbindelse med klubbens 40-års jubilæum. Det første klubmesterskab vandt han som 15-årig. I alt blev det til 13 af slagsen. Aalborgmesterskabet vandt han 7 gange. I nekrologen over Erik i Skakbladet nr. 5, 1995, kan man se et glimrende eksempel på hans skarpe spil også mod meget stærke spillere. Det er ren Morphy!
Med etableringen af divisionsturneringen i 1962 fandt Erik sit helt rigtige element. For ham var skak et socialt spil, og det var en selvfølge, at klubben gik frem for den enkelte spillers private gøremål. Der skulle da også helt ekstraordinære omstændigheder til, før han selv meldte afbud til en divisionskamp. F.eks. spillede han søndagen efter sit og Kirstens sølvbryllup.
Som holdskakspiller var Erik formidabel. I mange år spillede han 1.bræt og nedgjorde med stor sikkerhed sine modstandere, idet den mindste unøjagtighed blev straffet taktisk med hård hånd. I 3. division havde han således en score over 5 sæsoner på ikke mindre end 79,63%! Otte sæsoner i 2. division gav en score på 71,70%! Intet under, at Erik var kendt og frygtet i Jylland og på Fyn: år efter år havde han vundet over de lokale førstemænd.
Da klubben rykkede i 1.division, fik han det sværere. Erik gjorde jo karriere som kørselsleder i Texaco og "overlevede" alle 5 fusioner. Det var et stort tab for klublivet, at han i 1981 blev forflyttet til Fredericia. Trods dette vedblev han at spille på førsteholdet til og med 1987. Det blev i alt til 87 partier i 1. division med scoren 51,15% - ikke dårligt af en mand, der næppe havde tid til at studere den nyere teori, som især de københavnske spillere diskede op med. Eriks rolle på holdet ændrede sig i takt hermed. Han var i mange år den myndige holdleder, der havde styr på alle detaljer og med sin venlighed sørgede for, at nye spillere følte sig hjemme på holdet med det samme. På de mange rejser var han det selvfølgelige centrum i det sociale samvær, og der er vel ingen tvivl om, at den hjertelige humoristiske omgangstone, der her blev skabt, mere end noget andet var årsagen til, at Nørresundby Skakklub mod alle odds kunne holde sig i 1.division i 20 år. Om de mange dramatiske og humoristiske episoder kan man læse i jubilæumsnumrene af En Passant (nr. 3 og 4,1994) - i Eric Bentzens regi, byggende på Eriks referater af holdkampene i klubbladet gennem årene.
Fra 1988 spillede Erik holdskak for den lokale Erritsø Skakklub. Men han begyndte samtidig på en ny karriere som korrespondancespiller. Ser man på disse partier er det tydeligt, at han har lagt en alen til sin vækst: de skarpe varianter er der stadig, men han er blevet mere tålmodig. Den hårde modstand i 1.div. har modnet ham. Det blev til 5 DM og en score på 41½ points i 54 partier!
Erik blev aldrig formand for klubben, hvad der nok kan undre. Forklaringen er vel arbejdspres og det forhold, at der var andre velegnede emner, der gerne ville. Men han var altid villig til at yde et stykke arbejde for klubben. Da formanden Ole Holmsgaard (en anden af klubbens markante og alt for tidligt afdøde personligheder) afgik ved døden i 1978, stod Aalborg Skakring for at skulle arrangere DM, og vi, som den dominerende skakklub i området, var tiltænkt en hovedrolle i arrangementet. Erik foreslog mig da, at han og jeg skulle stå for kantinen på klubbens vegne. Jeg havde mine betænkeligheder, for det var jo noget med 11 dages arbejde ud over forberedelserne. Men selvfølgelig charmerede Erik mig til at sige ja. I 1984, hvor Erik og Kirsten for længst var flyttet til Fredericia, gentog vi successen. For klubben betød det grundlæggelsen af den formue, vi har i dag. Men for mig betød det, at jeg for alvor lærte Erik og Kirsten at kende. Skakspillere fra hele landet oplevede Erik som den joviale "krofatter", der havde en venlig replik til alle kunder og som samtidig havde styr på det hele. De så ikke, at vi bagefter kastede os i en taxa og indtog natmaden på skift i Vejgaard eller Lindholm, og mens konerne slumrede ind i sofaerne, gennemgik vi dagens resultater og morgendagens program. Det var herlige stunder! Erik var et usædvanlig festligt menneske. Som oftest bidrog han til festlighederne med en tale og/eller en sang. Sådan kunne klubbens medlemmer opleve ham ved 60-årsjubilæet, hvor ikke et øje var tørt, mens han berettede om alle originalerne fra sin første tid i klubben, og hvor han havde forfattet en vise, der med lune og ironi skildrede stort og småt fra de senere år. På dansegulvet var han suveræn og meget aktiv og populær. Men helt på toppen var han med et snapseglas i hånden, f.eks. ved natmaden: jakken var lagt, slipset løsnet, hårlokken faldet ned i panden, piben lå parat, snapseflasken var i bekvem nærhed - "Har vi det ikke herligt?" Jo, mon ikke!
I 1993 fik Erik modermærkekræft i det ene øje. Han fortalte os det på færgen fra Læsø (Erik og Kirsten havde i mange år haft et sommerhus her, og vi havde familiemæssig tilknytning til øen, så også her mødtes vi ofte). Det var typisk for ham, at han valgte at være helt åben om sygdommen. Tilsyneladende var han kommet sig, men så bredte sygdommen sig til leveren og kunne ikke helbredes. Erik var helt klar over dette, men valgte at gå ned med flaget vajende. Han spillede skak for sin nye klub Erritsø til det sidste - vandt og var dermed med til at klubben bevarede sin plads i 3.division. På arbejdet fortsatte han til dagen før sin død.
Jeg besøgte ham to gange kort før hans død. Vi talte om alt muligt, også de truende udsigter. Han var ikke knækket, men klar i hovedet og kvik i replikken som sædvanlig. Det lyder paradoksalt, men jeg tror, at vi fire alle følte, at det havde været endnu en livsbekræftende aften.
Til det sidste arbejdede Erik på en tur til skakvennerne i Slovenien. Han havde været der før, to gange sammen med den gamle garde fra Nørresundby Skakklub.
Den 1. juli 1995 - efter Eriks død - drog 10 medlemmer af klubben af sted. Vi gjorde det, fordi vi gerne ville, men også fordi det ville være i Eriks ånd.
Vor førstemand er død - men hans ånd vil leve videre i Nørresundby Skakklub!
Poul Erik Nørgaard Olesen, Nørresundby Skakklubs medlemsblad 1995.