Aabybros juleturnering 2000

Af Per Andreasen, 02.12.00

Kun 22 spillere havde valgt at møde op lørdag den 2. december til Åbybro Skakklubs traditionelle juleturnering. Det var som sædvanlig en meget hyggelig turnering, hvor der var lagt vægt på det sociale, dvs. små præmier og diverse løssluppen snak. En rigtig god mulighed for at spille lidt skak på et lidt mere afslappet plan, og samtidig få en hyggelig sludder samt en kop øl med gamle venner. Det er meget svært at forstå hvor storbyens spillere blev af. Aalborg Skakforening og Vejgård Skakklub var ikke repræsenteret, og kun den lille familie Andreasen repræsenterede Nørresundby.

Kan det passe at vi alle sammen er blevet så asociale, at vi sammen med vores allesammens lille (skak) computer kan klare os selv, og derfor ligefrem er bange for andres selskab? Man kunne næsten tro det. Jeg vil foreslå at vi tager os lidt sammen, og forsøger at få en større delegation afsted næste år. Det fortjener turneringen.
Vi bør absolut slutte op om de meget få turneringer der er i vores landsdel!

Turneringen var delt op i 2 grupper. 10 minutters betænkningstid til hver - altså en slags lyn/hurtigskak. I nederste gruppe fik Bjarke Andreasen præmie med en 4.plads. Det kunne han let have gjort bedre.

I øverste gruppe blev slutstillingen:
  1. Per Andreasen, Nørresundby 8½/9
  2. IM Erik Pedersen, Århus 8/9
  3. Bent Christensen, Års 7/9