Fra Ringside  

Per Andreasen, 10.11.2002

Der har været stor skandale i den danske lejr torsdag og fredag. Historien er meget lang, og jeg kunne let skrive 10 sider om den. I får den korte version.

Under indskrivningen til runden torsdag morgen den 7 november, mødtes de 2 danske holdledere, Harry Dalsø og Lars Steffensen tilfældigt. Ifølge Harry kastede Lars sig pludselig til gulvet og påstod sig overfaldet af Harry. Harry siger at han på intet tidspunkt har rørt Lars, og det kun er Lars' frie fantasi der spiller ham et puds. Lars påstår til gengæld at de mødtes på den måde, at Harry ligesom ventede på ham. Harry spørger så Lars, om han skal til møde samme dag i ECU - europæisk og NSF - nordisk.

Dette bekræfter Lars så, hvorefter Harry tilsyneladende flipper helt ud og slår Lars hårdt i maven så han synker sammen, alt stadig i følge Lars.

Fakta er, at Harry forlader stedet og Lars bliver afhentet med ambulance og kørt på sygehus, og bliver efterfølgende overflyttet til et andet sygehus for scanning. Ok, ingen skader - heldigvis. Kun på sjælen, kan man sige. Lars bliver fragtet hjem, lægger sig syg i sin seng. Han tilkalder mig, er tydeligt meget rystet og han vil hjem med det samme. Harry har nemlig også truet Lars på livet, - faktisk ved flere lejligheder, alt stadig ifølge Lars..

Kort efter ankommer det lokale politi! De vil efterforske sagen! Lars vil ikke medvirke, og han vil ikke anklage Harry for noget, han vil bare hjem. Da politiet hører dette inddrager de Lars' pas. Derefter tager politiet til Harrys hotel og inddrager ligeledes Harrys pas.

Nå, fredag den 8 november var der så retsmøde i en anden by! Tilstede var dommeren, en skriver,en oversætter, Harry, Lars, Lars' advokat, den danske konsul i Ljubljana (!) og min ringhed.

Det var meget, meget pinligt, men ikke ret kedeligt. Kombattanternes forklaringer lignede ikke hinanden ret meget. En af dem, eller begge, er i hvert fald fuld af løgn. Retssagen blev ikke færdig, der skal nu søges vidner. Lars tog hjem fredag aften, og Harry var kort efter på plads som holdleder for herrerne. Lars fik sit pas udleveret igen, medens Harry måtte betale over 300 EURO for at få sit udleveret, fordi han er anklaget for vold. Dette virkede noget mærkeligt og uretfærdigt på mig, idet Harry jo erklærer sig uskyldig i "overfaldet". Men sådan blev det altså.

Lars kom altså ikke til de 2 møder, han skulle have været til, og som han havde fået skriftligt mandat til af formand Ole Block. Lars havde jo allerede de helt officielle papirer klar, og så sent som onsdag aften havde han vist mig, hvad han havde tænkt sig at sige på møderne, og hvad der var aftalt med Ole Block, Erik Mouridsen og Henrik Knudsen.

I stedet gik Harry til møderne, hvilket han ikke havde tilladelse til, idet alene Lars havde mandatet til at deltage. Parodien får det totalt groteske skær når man nu efterfølgende erfarer, at Harry på mødet blev valgt til FIDEs EXECUTIVE BOARD, blandt andet på bekostning af 2 af de store kanoner i europæisk skak, nemlig Willy Iclecki og Dirk de Ridder.

Det er altså således, som jeg har oplevet den groteske historie fra sidelinien, og med alle mulige forbehold for, at jeg måttet have misforstået et eller andet. De involverede må så rette mig ved lejlighed.

I det jeg har skrevet, har jeg ikke taget stilling til skyldsspørgsmål af nogen art. Det har jeg ikke noget belæg for at have nogen kvalificeret mening om. Jeg har fremlagt det, som jeg har talt med de implicerede om, selv har oplevet, og som jeg er 99 % sikker på er rigtigt.

Under alle omstændigheder er sagen yderst pinlig for dansk skak, og jeg blev mange gange konfronteret med den af mennesker jeg ikke kender, og som da lige ville vide hvad det hele drejede sig om. Danmark bragte sig i den grad i fokus, ingen var i tvivl om, hvem vi var.

Hvad kan man sige: Amerikanske skøjteprinsesser og Tonia Harding: GO HOME; the Vikings are back.

Min egen søn er en rimelig talentfuld skakspiller. Han er heldigvis også kanongod til karate! Han kan sikkert ikke drive det til noget særligt indenfor skak, men jeg er ret sikker på at han har gode chancer i skakpolitik på internationalt plan. Kirsan, take care!!

Per Andreasen.