Ungdoms-VM 2002 på Kreta

15. brev, søndag den 24.11.02 kl. 17.00

Per Andreasen beretter
 

Når ungdomsturneringer er slut plejer jeg altid at give de enkelte spilleres præstationer min helt personlige ( og muligvis ikke rigtige) vurdering. Det er noget spillerne sætter pris på, både det positive og det negative, enhver vil i virkeligheden gerne vurderes. Spillerne ved jo også, at det er godt ment, og at det kun skal hjælpe dem til at blive bedre skakspillere.

Miriam  : 1 0 1 0 ½ 1 0 1 0 1 0
Jakob   : 1 0 1 1 1 ½ 0 ½ 0 ½ 0
Bjarke  : 0 1 0 0 1 0 1 ½ ½ 0 1
Benjamin: ½ 1 0 0 1 0 0 0 1 0 ½
Alex    : ½ 0 0 0 ½ ½ ½ 0 ½ ½ ½

Karakterbogen:
I piger u 14 scorede Miriam 4 1/2 af 10 + en gevinst uden kamp. Hun mødte ialt 5 ELO spillere med en gennemsnitsrating på 2114. Miriam scorede vel lidt under forventet, hun var heller ikke selv tilfreds. Hun spillede godt i begyndelsen af turneringen, men skidt i de sidste runder. Miriam er meget seriøs og forbereder sig grundigt til hvert parti. Hun kan en del åbningteori.

I drenge u 14 scorede Jakob 4 1/2 af 10 + en gevinst uden kamp. Jakob mødte 10 ELO spillere med en gennemsnitsrating på 2292. Jakob spillede godt hele turneringen, men totalkikset i går trækker lidt fra. En turnering klart over forventet, og med stærke modstandere i hver eneste runde. Det er hårdt. Jakob kan meget skak, og han er meget talentfuld. Hans åbningteoretisk viden er dog slet ikke god nok, hverken i forhold til hans spillestyrke eller i forhold til hans talent. Han må derfor overvinde sin "dovenskab", sætte sig ned og så simpelthen lære noget mere åbningsteori udenad. Når man spiller mod modstandere med IM-styrke er det ikke nok at vide nogenlunde hvordan man gør, og så "bare" stille sig fornuftigt op. Det har vi selvfølgelig snakket den del om, og Jakob er enig i disse hårde betragtninger.

Benjamin lavede denne gang blot 4/11 i drenge u 14. Det var under forventning, både for mig og Benjamin. Han længes allerede efter den næste turnering, for "der skal de få tæsk"! Han spillede momentvis godt, men overså alt for mange simple ting. Benjamin kan også meget skak, men han kan også altfor lidt åbningsteori. Han har nu alderen til selv at kunne sætte sig ned og så lære noget.

Bjarke lavede 5/11, det var over forventning. Han mødte 5 ELO spillere med en gennemsnitsrating på 2238. Trods "udfaldet" i næstsidste runde en fin turnering. Bjarke kan også alt for lidt åbningsteori, og han får en del point ved at virke overbevisende. Procentuelt blev "turisten" faktisk topscorer med 45,45% Miriam og Jakob lavede jo "kun" 4 1/2 af 10 = 45% ;-)))

Alex vandt ikke noget parti i drenge u 12. Trods den ringe alder er de alle gode skakspillere i denne klasse. Det blev til 7 remisser og 4 tab. Han tog remis i de 2 sidste runder, trods klart forbud fra mig. OK, han er kun 11 år, og han har garanteret lært en del af denne turnering. ærgerligt at han ikke vandt noget parti, - det kommer så først næste år. Hans spil virkede usikkert, medens han var Kongen i efteranalysen. Han har altså været meget nervøs under runden.

Norske Magnus Carlsen vandt sølvmejdaljen i drenge u 12. Det var forfærdeligt tæt på guld, og han havde så afgjort fortjent at vinde guld. Før sidste runde førte han med et halvt point. Han spillede i sidste runde remis mod David Howell fra England, som havde et halvt point mindre. Det meste af vejen stod Magnus overlegent, og han afslog endda remis undervejs. Pludselig lavede han en fejl og fordelen forduftede. Jeg stod lige ved siden af da fejltrækket kom, og jeg var med det samme klar over at den var gal. Det var bare så ærgerligt. På bord 2 vandt så russeren Nepomniachtchi, og han sluttede ligesom Magnus på formidable 9/11, men med lidt bedre korrektion. Magnus tog det pænt, og når skuffelsen har lagt sig er jeg sikker på, at han vil være tilfreds med en flot og meget velfortjent sølvmedalje. Jeg er helt sikker på, at Magnus en dag kommer øverst på skamlen.

At nordmændene pludselig har en så ekstremt talentfuld spiller er efter min opfattelse tilfældigt. Det sker bare en gang imellem at en sådan popper op, - det er ikke et resultat af noget målrettet skak-arbejde i Norge.

Tilbage til danskerne. Vi fik de fleste af vores points i de første runder, og dermed hårdere modstand. Er vi tilfredse: Nej, det er vi ikke, vi burde have haft lidt flere points. Hvad med vore nabør, som vi plejer at sammenligne os med: Svenskerne og nordmændene (- Magnus, naturligvis) klarede sig betydeligt dårligere end os. De fik færre points end os, og svenskerne fik dem endda sent i turneringen. På den baggrund bør vi måske alligevel være tilfredse!

Socialt: Vi har haft en kanongod tur, der har ikke været et ondt ord mellem hverken spillerne, eller mellem mig og spillerne. Selv om vi godt ville have haft flere point, ja så står en ting fast. Spillerne var meget seriøse, og de gjorde i hvert fald hvad de kunne. De brugte deres betænkningstid fornuftigt, og de sad ved brættet det meste af tiden og virkede i det hele taget meget koncentrerede.De spiste sundt, de tog gerne morgenløbeturen med mig og de var i seng kl. 1100 hver aften (og hver gang i deres egen!) Det vil sige at de både fysisk og psykisk er i topform. Med en sådan flok dejlige unger er det ingen sag at være rejseleder.

I øjeblikket slapper de af i svømmepølen, jeg tror nu jeg vil gøre dem selskab.

That all for now! Kommentarer til mine skriverier modtages gerne på pna@mail1.stofanet.dk

1. brev * 2. brev * 3. brev * 4. brev * 5. brev * 6. brev * 7. brev * 8. brev * 9. brev * 10. brev * 11. brev * 12. brev * 13. brev * 14. brev

Se også http://www.chessfed.gr/index.htm og http://home.online.no/~eirikgu/vm_ungdom_2002.htm

Per Andreasen