Aage Ingerslev

Aage Ingerslev er død, 69 år gammel. Aage kom fra en lægefamilie og praktiserede i mange år selv som læge i Hjørring. Han afslørede tidligt et stort skaktalent og kvalificerede sig i 1954 til at deltage på OL-holdet i Argentina. Medicinstudiet kom dog i første række (mente far), så Aage sagde fra. Men da studiet var afsluttet 1 år efter, kastede Aage sig atter over skakken og deltog på olympiadeholdet i Moskva 1956, hvor Bent Larsen blev stormester. Om denne tur skrev Aage i 1986/87 en artikelserie til Nørresundbys klubblad, som kan læses på disse sider: "Med Aage til OL". Her kan man også se prøver på hans skakspil.

Aage var dengang blandt landets stærkeste spillere, men forsvandt snart fra den skaklige scene. Det har velsagtens været karrieren og så familien, der ikke levnede tid.

Men i 1971 dukkede han op igen ved DM i Hjørring, hvor han deltog i eliteklassen. Normalt holder spillestyrken ikke ustraffet så lang en pause, men Aage spillede sig i form igen og deltog de følgende år i flere landsholdsklasser, hvor han blandede sig i topstriden.

Det var sikkert også på denne tid, Aage begyndte at spille korrespondanceskak. Han kunne have gang i op mod 100 partier på n gang, og tro ikke at det så tog al hans tid! Som i nærskak blev beslutningerne truffet hurtigt og resolut. Jeg har ikke styr på hans resultater, men det blev da til mindst t danmarksmesterskab.

Fra 1975 til 1988 var Ingerslev fast mand på Nørresundby Skakklubs 1.hold. Den første sæson var i 2. division, og derefter blev det til 75 partier i 1. division. Aage var som regel ankermand i toppen, spillede i gennemsnit på bræt 2,45 og scorede 50% (+21 =33 -21).

Aage regnede imponerende hurtigt. Han havde evnen til at se kombinationer og træk i et lynglimt, og det smittede især de første år på holdet af på spillet. Aage kunne næsten ikke styre sin utålmodighed. Når modstanderen endelig langt om længe var færdig med at gruble, trak Aage ofte tempo. Videre! Træk nu for pokker! Så gik modstanderen til Aages store fortrydelse atter i boksen.

Når jeg tænker tilbage, ser jeg aldrig Aage ved brættet. For mit indre blik spadserer han som en tiger i bur frem og tilbage. Hænderne i baglommen og hovedet let foroverbøjet. Af og til kaster han et hurtigt blik på et af de andre partier og genoptager så vandringen. Måske analyserede han. Han havde i hvert fald for megen energi og nerve til at sidde stille ved brættet.

Med årene blev han dog bedre til "at sidde på hænderne", og det gav resultatmæssig pote. Selvom Aage var blændende til at se tingene lynhurtigt, kostede iveren points i ny og næ. For holdet var Ingerslev en stor gevinst. Ikke blot var han elskværdig, lattermild og godt selskab - Aage var lissom i skaklig særklasse. Hans hukommelse var helt fænomenal, og ofte, når vi kørte hjemad i toget, huskede han de andres partier bedre end de selv. Når Aage var færdig med sit parti, lånte han som regel noteringslisterne, som lå på turneringslederbordet, satte sig i en stille krog og spillede alle partierne hurtigt igennem. Sine "klassikere" kunne han også. Analyserede vi et eller andet slutspil, kunne han pludselig sige, at Botvinnik spillede noget lignende mod Bronstein i år det-og-det, og at det vandt med den-og-den plan. Så blev der stille et øjeblik.

I nogle år spillede Ingerslev også med på klubbens korrespondanceskakhold, og det kan man læse mere om i Svend Pedersens artikel til jubilæumsskriftet 1994, DM i k-skak for hold, hvor der også er partier fra Aages hånd.

Holdet brugte at mødes med mellemrum, og fra turneringen i 1981 skriver Svend bl.a.:

"Nogle måneder senere var det Ingerslev, der inviterede. Denne gang var der ingen grimme overraskelser; alt var fryd og gammen. Gennemgangen af partierne afslørede, at Ingerslev måtte ned mod Helsingørs stærke 1.bræt, Ib Jensen. Resten var 1-taller og nogle få halve. DM var hjemme, og det blev fejret! Ved frokosten viste det sig, at Ingerslev havde en hobby ved siden af skakken - snaps med krydderurter! De var der allesammen. Malurt, porse, perikum, Jomfru Marias sengehalm og hvad de nu hedder: mindst tyve forskellige slags, og jeg tror ikke, at vi gik glip af en eneste smagsprøve. En herlig dag."

Skakken slap han i 1988. Den ældste søn omkom ved en trafikulykke, og det slog Aage helt ud. Han spillede et par partier som reserve i 1989, men lysten til skak var helt væk. Han forblev dog medlem, til han nogle år senere gik på pension. Og nu er han altså død. Det var vist det store C.

Jeg vil altid huske Aage som et rart menneske og en blændende skakspiller.

Eric Bentzen, 26.01.03