Nørresundby Skakklubs forårsturnering er afsluttet. Vinder af mesterklassen blev Per Andreasen, Nørresundby, med 4 point af 5 foran Jan Nielsen, Nørresundby, med 3 point.
Basis 1 blev vundet af Ole Madsen, Nørresundby, med 4 point foran Thomas Søndergaard og Torben Guldberg, Aalborg, med 3 point. I Basis 2 vandt Per Friis Nielsen, Nørresundby, med 3½ point og lidt bedre korrektion end Per Jacobsen, Aalborg, også med 3½ point.
Alle resultater kan ses på turneringslederens side. Herunder beretter Ole Madsen om turneringen.
|
Det blev en fin lille turnering, med en ELO-ratet mesterklasse, samt to basisklasser. I alle 3 klasser var Nørresundby-spillere i overtal, men dog pænt fulgt op af spillere fra andre klubber. Vi har jo fine lokaler i Multikulturhuset ved Gl. Lindholm Skole. De fysiske rammer egner sig fortrinligt til at afvikle turneringer af denne størrelse. Der er et godt spillelokale med gode stole, godt lys, god ventilation. Og der er et lokale til analyser lige ved siden af, men dog normalt uden for hørevidde - når undtages de helt store jubelråb, enkelte fandt anledning til at fremkomme med!
I turneringens 1. klasse var undertegnede så beskeden at løbe med førstepladsen - og oven i købet tage spændingen ud af gruppen, idet jeg havde været nødt til at spille sidste runde forud og derfor allerede ugen inden sidste runde vidste, at mine 4 point var nok til en udelt førsteplads.
Overskriften på artiklen antyder, hvad der samtidig blev tilfældet, idet de sammenskrabede point lige nøjagtig var tilstrækkeligt til bringe mig over grænsen på 1900 ratingpoint. Så har man også prøvet det!
Diverse pudsige episoder var der også denne gang - ting som kunne gøre det nok så interessant at følge med i begivenhederne på nabobrættet. Det gjaldt diverse "bukke" udført med store armbevægelser. Det gjaldt de sædvanlige dramaer i tidsnøden. Og det gjaldt også flere ting, der ikke havde så meget med selve spillet at gøre, men som på en eller anden måde hørte med. F.eks. de sædvanlige DING-DONG fra skolens klokke på "velvalgte" tidspunkter - eller andre forstyrrelser til moro eller ærgrelse, alt efter temperament.
På denne side bringes et par prøver på "mesterspillet". Partierne kan gennemspilles online med Palview.