Holdturneringens     2. runde, 2002/03

26.11.2002

Alle divisionsresultater kan findes hos DSU. På denne side koncentrerer vi os om de nordjyske resultater.

De udsatte matcher mellem Aalborg og Nørresundby i 2. og 3. division blev spillet lørdag den 23. november.

2. division

Af Eric Bentzen

Den udsatte kamp i 2. division endte med en smal og fortjent sejr til Aalborg.

Nørresundby         3½-4½ Aalborg
-------------------------------------------
Eric Bentzen         0-1 Nicolai V. Pedersen
Tommy Nielsen        1-0 Lars Venø Jakobsen
Jørgen Jørgensen     ½-½ Ildar Salakhutdinov
Svend Pedersen       ½-½ Torben Hjorth
Bent Sørensen        ½-½ Jørgen Nielsen
Jens J. Christiansen 1-0 Steffen Nielsen
John B. Nielsen      0-1 Bjarne Sønderstrup
Jan Nielsen          0-1 Kim Houlberg

Begge hold havde en reserve med. Aalborg manglede Carsten Hellegaard, og Nørresundbys førstebræt, Per Andreasen, ferierer med skakungdommens blomster under Kretas sensommersol.

Faktisk kunne det nemt være gået værre for solsiden. Svend Pedersens stilling så mildt sagt ulden ud, men retfærdigvis skal siges, at vi ikke fandt noget afgørende i analyserne - "computer!", skreg alle. Jørgensen var længe trængt, men forsvarede sig sejt og præcist.

Som sidste mand vandt Tommy Nielsen. Det var et svært slutspil med tårn og uligefarvede løbere, hvor Tommy havde initiativet, og han spillede godt og praktisk. Det var en stilling, hvor han kunne prøve og prøve. Måske kunne den holdes, men i praksis er det meget svært, og Venø klarede det altså ikke. Stillingen er nu:

1. Jetsmark       11
2. Læseforeningen 10½
3. Aalborg         9½
4. Kjellerup       8
5. Nørresundby     8
6. SK 1968         6½
7. Silkeborg       6
8. Viby            4½

3. division

Af Henrik Kaysfeld

Nørresundby     5½-2½ Aalborg
---------------------------------------
Henrik Willumsen 1-0 John Nyholm Hansen
Poul E. Nørgaard 1-0 Finn W. Nielsen
Eddie Poulsen    ½-½ Peter Lysberg
Henrik Kaysfeld  1-0 René Rasmussen
Lars Jensen      1-0 Hans Peter Rasmussen
Mogens Pedersen  0-1 Torben Guldberg
Ole Nielsen      0-1 Gert Willumsen
Bent Bojsen      1-0 Flemming B. Jensen

Matchen mellem Nørresundby 2 og Aalborg 2 kunne man godt på forhånd tippe som en nogenlunde lige kamp. Og de pessimistiske havde betegnet det som en tidlig nedrykningskamp, så det var nogle værdifulde point vi fik ind på kontoen ved at vinde med hele 5½ - 2½.

Hvor vi sidste weekend følte os lidt forfulgt af uheld, kan vi ikke rigtig klage denne gang, da vi vandt de partier, der var på vippen. Men sejren var nu fortjent nok, der udover godt spil, nok også blev hjulpet af, at Aalborg 2 var endnu mere afbudsramt end os.

  1. Henrik Willumsen spillede igen stort set fejlfrit. Selvom partiet var mere fredeligt og remisagtigt slog han til, da chancen pludselig dukkede op i Nyholm's tidnød og han sluttede af med en nydelig mat. Partiet kan gennemspilles med Palview.
  2. Poul Erik spillede godt, da han i et positionelt manøvre-parti langsomt fik en større og større fordel. Finn Winther kæmpede dog godt, så Poul Erik måtte ud i et lige så langt og sejt parti som i sidste runde.
  3. Det modsatte stod Eddie og Lysberg for, og med utallige buh-råb fra tilskuerpladserne tog de remis i 8 træk inden alle havde nået at sætte sig til rette. Men lyspunktet er, at de må være godt udhvilet til næste runde, så de giver os noget ekstra for pengene.
  4. Jeg fik en god stilling, da jeg kunne straffe en unøjagtighed i åbningen. Rene's konge måtte føre en usikker tilværelse, men vi brugte begge alt for meget tid, så det blev alligevel spændende til sidst i den rablende tidnød.
  5. Lars' parti var endnu mere rablende og underholdende. Han spillede ret snedigt en overgang og endte med en ren officer i overvægt. Men så skiftede partiet ellers flere gange. Lars ofrede tilbage og kunne have tabt endnu et tårn, men skruede igen op for spillestyrken, da han endelig kom i slutspil. Her var han dog meget tæt på at blive snydt af Hans Peter's pat-kombinationer.
  6. Mogens måtte desværre ned mod en godt spillende Torben. Et lidt for optimistisk angrebsforsøg blev prompte straffet og kostede to bønder. Og så blev der ellers lukket af, så Mogens aldrig fik en chance for at komme tilbage.
  7. Ole, der havde arbejdet hele natten, var også uheldig at rende ind i en stærk spillende modstander. Gert lancerede et interessant offer, der i praksis var meget svært at forsvare. Ole gjorde et godt forsøg, men modstanderen viste ingen nåde.
  8. Bent leverede en god indsats med en lang og hård dags arbejde. Hans fordel var større i midtspillet, og slutspillet blev svært at vinde en overgang, men han viste alligevel god fightervilje i den afgørende slutfase.

Stillingen i 3. division gruppe 5 er nu:

1-2. Randers     11½
     Skolerne    11½
3.   Aars        10½
4.   Nørresundby  8½
5.   Nordthy      8
6.   Nordre       6
7.   Aalborg      5
8.   Hadsund      3