01.03.2004, 14.03.2004 og 03.04.2004
Alle divisionsresultater kan findes hos DSU. På denne side koncentrerer vi os om de nordjyske resultater.
I 1. division var der afsluttende dobbeltrunde i weekenden 29-29. februar. I de øvrige divisioner blev 6. runde spillet søndag, og sidste runde blev spillet den 14. marts.
I A-rækkens gruppe 1 er de sidste to runder spillet.
3. division 6. og 7. runde * A-rækken 4. og 5. runde
| 1. division |
Af Eric Bentzen
Der var ikke den store spænding før den afsluttende dobbeltrunde i Århus. Helsinge førte klart med 4 point foran Skolerne, og i bunden var Århus og Nørresundby håbløst bagud. Men selvom der mangler spænding, er det nu altid festligt med disse dobbeltrunder. Man ser en masse skak og får hilst på mange venner, som man ikke ser så tit.
Søndag fik jeg dog ikke hilst på vores kampleder. Jeg tror faktisk ikke, der var nogen, og i andre matcher var jeg også vidne til flere vingefald, hvor der ikke var kampleder til stede. Man kunne godt efterlyse lidt mere stil over arrangementet.
Nørresundby 3½-4½ Helsinge ---------------------------------------- Per Andreasen 0-1 Peter Heine Nielsen Eric Bentzen ½-½ Lars Schandorff Tommy Nielsen 0-1 Klaus Berg Svend Pedersen ½-½ Steffen Pedersen Bent Sørensen 1-0 Thomas Hutters Jørgen Jørgensen 0-1 Niels J. Fries Nielsen John B. Nielsen ½-½ Simon-Bekker Jensen Henrik Willumsen 1-0 David Bekker-Jensen
Lørdag skulle vi møde mestrene fra Helsinge. Jeg fik en hurtig halv mod Schandorff, men efter kun to timers spil havde Helsinge vundet 3 partier. På 1. bræt overså Per muligheden for et mellemtræk, og i stedet for at have en rimelig stilling kunne han efter 15 træk opgive en ruin, der var blevet ramt af 6,8 på den positionelle Richter-skala. Tommy blev kørt over af en dronninggambit, og Jørgen tabte også hurtigt efter en forfejlet plan.
Men så gik det den rigtige vej! Thomas Hutters snuppede med åben pande en bonde fra Bent og opgav to træk efter, fordi det kostede en officer. Endelig lidt medvind!
Steffen Pedersen havde ofret officer for bønder mod Svend, og stillingen var aldeles uoverskuelig. Begge spillere må have manglet selvtillid og/eller troen på deres egen stilling, for med tidnøden lurende lige om hjørnet tog de remis.
I en halvulden stilling fik John etableret modspil og udlignet. Remis. Willumsen spillede et godt parti og vandt som sidste mand et langt slutspil.
Et ganske godt resultat hvor vi for en gangs skyld scorede over forventet. Århus tabte til Brønshøj med de samme cifre, så vi var stadig 1½ point foran sidstepladsen. Skolerne halede med en 5½-2½ sejr over Føroyar en smule ind på Helsinge, men ikke nok til at skabe spænding.
Søndag stod K41 på programmet:
K41 5-3 Nørresundby ---------------------------------- Henrik Danielsen ½-½ Per Andreasen Jacob Øst Hansen ½-½ Eric Bentzen Esben Lund 1-0 Tommy Nielsen Kristen Schmidt 1-0 Svend Pedersen Roland Greger 0-1 Bent Sørensen Jens H. Nielsen ½-½ Jørgen Jørgensen Eric Brøndum ½-½ John B. Nielsen Brian Jørgensen 1-0 Henrik Willumsen
Trods kasket og energi formåede Danielsen ikke at vælte Per omkuld, og Per fik således sin femte remis på det tunge førstebræt. Per har virkelig gjort det fremragende; hans modstandere har et ratinggennemsnit på 2494, og at score mere end 1 point over sin forventede score i det selskab er fantastisk flot!
Opmuntret af gårsdagens succes og helt uvant forsøgte jeg mig igen med et hurtigt remistilbud, men Jacob afslog. 10 træk efter var det dog ham der tilbød, og jeg tog imod. Jeg burde nok have spillet videre og hygget mig med A-linien, men jeg troede ikke rigtig på det og havde ikke energien - for holdet var det uden betydning.
Tommy stod vel nærmest til tab med hvid efter 8 træk. Tilsyneladende fik han sig snoet ud af vanskelighederne, men hvad der så skete, ved jeg ikke - næste gang jeg så stillingen, manglede han en posefuld bønder, og det var helt slut.
Svend ofrede kreativt en officer for bønder og spil og fik en meget spændende stilling, hvor de hvide brikker stod meget akavet. Det var uhyre kompliceret, og i tidnøden blev Svend grundigt snydt. En skam.
Bent spillede 356 minutter af de tilmålte 360. Et langt og vanskeligt parti, hvor Bents merbonde og bedre løber gjorde det stillingsmæssige udslag. I partiets sidste minutter virkede det lidt tilfældigt, hvad der skete, men hjulpet af den mægtige fribonde, var Bents hovede det koldeste.
Jørgen tabte en bonde og havde en svær stilling, men han forsvarede sig sejt og fik afviklet til et løberslutspil, hvor Hartung ikke kunne trænge ind med kongen og realisere sin merbonde.
John stod vist godt mod Brøndum, men jeg så ikke så meget af, hvad der skete. Willumsen blev kørt over - der skal vist bestilles tid på værkstedet for åbningsvarianter.
Slutstillingen: 1. Helsinge... 39,5 2. Skolerne... 34,5 3. SK 1968.... 32 4. K41........ 29,5 5. Brønshøj... 26,5 6. Føroyar.... 26 7. Nørresundby 18,5 8. Århus...... 17,5
Vi skal altså tilbage til 2. division, og der har vi det nok også bedst. Det er sjovt nok at møde de stærkeste, men i længden giver det for mange blå mærker, og så er det så som så med fornøjelsen. Set i det lys kan det måske bekymre, at vi ikke sluttede på sidstepladsen - hvis en eller anden klub igen går fallit eller trækker sig, er det os der rykker op!
Nørresundbyspillernes score: Per Andreasen....... 2,5 af 7 Eric Bentzen........ 1,5 - 7 Tommy Nielsen....... 0,5 - 7 Svend Pedersen...... 2 - 7 Bent Sørensen....... 3,5 - 7 Jørgen Jørgensen.... 3 - 7 John B. Nielsen..... 1,5 - 4 Henrik Willumsen.... 2,5 - 7 Jens J. Christiansen 1,5 - 3
| 3. division |
Hjørring 4-4 Nørresundby ----------------------------------------- Jens Kølbæk 1-0 Jens J. Christiansen Michael Simonsen 0-1 Poul Erik Nørgaard K. Svenninggaard 0-1 Henrik Kaysfeld Tommy Troelsen 0-1 Eddie Poulsen Jim Jensen ½-½ Bjarke Andreasen Rene La Cour ½-½ Lars Jensen Peter Hansen 1-0 Ole Madsen Torben Jakobsen 1-0 Bent Bojsen
Det havde ellers lunet med en sejr i dette bundopgør - nu kan det blive svært at rykke sig fri af nedrykningspladsen. I sidste runde er der nedrykningsdrama, idet Nørresundby møder Aars, og Skive møder Hjørring.
Stillingen før sidste runde (matchpoint i parentes): 1. Viborg..... 32,5 (11) 2. Randers.... 30,5 (10) 3. Aalborg.... 26,5 (9) 4. Nordthy.... 24,5 (7) 5. Aars....... 21,5 (4) 6. Skive...... 19 (4) 7. Nørresundby 19 (2) 8. Hjørring... 18,5 (1)
Efter en sæson vi ikke kunne være tilfredse med, var vi i alvorlig nedrykningsfare inden den afsluttende runde. Stillingen inden vi tog ned for at møde Aars var dyster og kan ses ovenfor.
For at være helt ærlig troede jeg ikke ret meget på, vi ville klare den, da vi endnu ikke havde vundet en match og kun fået uafgjort mod Hjørring, som vi før turneringen havde regnet for en sikker nedrykker.
Men heldigvis har vi andre på holdet, som altid er ukuelige optimister !
Vi vidste, det krævede en sejr på minimum 5½-2½ for at være på sikker grund. Men ellers måtte vi regne med at være afhængig af et jævnbyrdigt resultat mellem Hjørring og Skive. Fantastisk nok gik det hele i opfyldelse, så vi til sidst oven i købet havde det "privilegium", at kunne bestemme hvem af de andre hold, der skulle ud af 3. division!
Dog var det Bent's unge modstander fra Aars, som havde mest at skulle have sagt, da han fremviste stærk psyke og fightervilje i det sidste og altafgørende parti for arrangørernes overlevelse i rækken. Forinden havde vi for længst reddet os, endda med god margen.
Aars 2½-5½ Nørresundby ------------------------------------ Sten Grabow ½-½ Jens J. Christiansen Bent Christensen 0-1 Poul Erik Nørgaard Benny Grønhøj 0-1 Henrik Kaysfeld Allan Christensen ½-½ Eddie Poulsen Hardy Jespersen 0-1 Bjarke Andreasen Kurt Jacobsen 0-1 Lars Jensen Henning Larsen ½-½ Ole Madsen Allan Sørensen 1-0 Bent Bojsen
Partierne forløb sådan at Bjarke med en officer, og jeg selv med en halv dronning, i overvægt, ret tidligt stod til gevinst. Alle de øvrige vurderede jeg (lidt pessimistisk) til at være ret uklare. I sådan en gyser kan det knibe med at bevare overblikket.
Heldigvis havde vi en erfaren hjælpetræner (Svend) ude på sidelinien, som "fægtede med armene" og mindede folk om situationens alvor.
Man kunne også fornemme en helt anden koncentreret indsats end tidligere, så efterhånden begyndte pointene at drysse ind.
Poul Erik, som havde stået lettere tilbagepresset, slog til med en nydelig mat, da han fik liv i brikkerne; og vandt endda før mig og Bjarke. Nu behøvede Jens Jørgen og Eddie ikke at sætte noget overstyr, og remis'erne kom aldrig i fare. Det var mere dramatisk i Ole's og Bent's partier, hvor alt kunne ske i tidnøden.
Derfor holdt Lars godt fast i sit pres, og spillede et langt, men udmærket parti, som han vandt overbevisende. Ole forsvarede sig præcist med en udsat kongestilling og fik til sidst remis. Bent, som efter tidnøden sad med et problematisk slutspil, måtte stride forgæves, alene efterladt, da alle vi andre var taget hjem i højt humør.
Slutstillingen i 3. division gruppe 5: 1. Viborg..... 37 (13) 2. Randers.... 34 (10) 3. Aalborg.... 30 (9) 4. Nordthy.... 29 (9) 5. Nørresundby 24½ (4) 6. Aars....... 24 (4) 7. Skive...... 23½ (6) 8. Hjørring... 22 (1)
| A-rækken |
Af Arne Hove, 14.03.2004
Nørresundby 3 4½-1½ Sæby ------------------------------------------- Ole Nilsen 0-1 Allan N. Christiansen Søren Dyhr 1-0 Jens E Hansen Arne Hove ½-½ Brian Andersen Mogens Hermansen 1-0 Ole Christiansen Per Friis Nielsen 1-0 Jens Chr. Hæsum Jonas Østergaard 1-0 Jens Mathiasen
4½-1½ mod Sæby var lige hvad vi havde brug for. Nu er vi et halvt point foran Sindal og kan rykke op med uafgjort 3-3.
Nørresundby 3 2½-3½ Sindal --------------------------------- Ole Nielsen 0-1 HC Pedersen Søren Dyhr ½-½ Tonni Hansen Arne Hove ½-½ Reider Søvold Mogens Hermansen 1-0 Kristian Christiansen Per Friis Nielsen ½-½ Svend Ulrik Jonas Østergaard 0-1 Kurt Christiansen
Igen var Christian Gottschalck ude at spille violin, så Jonas kom ind som reserve, som han har været hele sæsonen. Mogens fik lov til at vinde i åbningen, så den kamp var hurtigt ovre. Søren og Per fik hurtigt remisstillinger. Tilbage sad Ole og Arne med dårlige stillinger og Jonas med en god stilling og en bonde i overskud. Efter et stykke tid fik Arne vendt sin tabsstilling til en remis, men desværre satte Jonas sin stilling over styr. Tilbage sad Ole og prøvede at få mindst remis. Men hans stilling var ikke til det. 2½-3½ rakte kun til en andenplads. Jeg gratulerer Sindal med deres oprykning.
Slutstilling: 1. Sindal........ 20 2. Nørresundby 3 19½ 3. Sæby.......... 16½ 4. Tranum........ 12 5. Frederikshavn. 11½ 6. Aalborg 5..... 10½