12.02.2005
Alle divisionsresultater kan findes hos DSU. På denne side koncentrerer vi os om de nordjyske resultater.
I 1. og 2. division blev 5. runde spillet søndag den 6. februar 2005.
| 1. division |
I 5. runde var der lokalt topopgør i 1. division gruppe 2, hvor Aalborg havde hjemmebane mod Nørresundby. Før femte runde havde Aalborg fået spillet sin udsatte kamp mod Viborg. Den vandt de 5-3 og var dermed på andenpladsen 2½ point efter Nørresundby, der førte gruppen med 23½ point.
Begge hold stillede op i stærkeste opstilling, omend jeg med nogen undren bemærkede, at kun 3 Aalborgspillere var mødt frem, da urene blev startet kl. 12. De forsinkede dukkede dog snart op, og kampen forløb som følger:
Aalborg 4-4 Nørresundby ------------------------------------- Nicolai V. Pedersen ½-½ Per Andreasen Lars Venø Jakobsen 0-1 Eric Bentzen Carsten B. Friis 0-1 Jørgen Jørgensen Lars Meyer ½-½ Svend Pedersen Carsten Hellegaard ½-½ Henrik Willumsen Torben Hjorth 1-0 Bent Sørensen Jan Nielsen ½-½ Tommy Nielsen Jørgen Nielsen 1-0 John B. Nielsen
Brødrene Jan og Tommy Nielsen spillede lynhurtigt remis, og næste fredsslutning var på 1. bræt. Per var på papiret overmatchet med en forventet score på beskedne 0,28, men han fik indsat et smart hiv:

|
|
Også på 4. bræt blev der taget remis ret hurtigt. På 2. bræt lavede jeg en tanketorsk i åbningen og fik en skrækkelig stilling mod Lars Venø. Imidlertid gav Lars mig elskværdigt lov til at opstille nogle fuskertrusler og spille min chance. Lars måtte ofre en kvalitet, men stod vel stadig til gevinst i kraft af en stærk fribonde i h-linien og en meget dominerende springer. Men i stedet for at konsolidere og satse på sin fribonde gik han efter min konge og opgav efter en taktisk fejl, som gav mig et klart vundet slutspil. Et heldigt point til Nørresundby.
På 3. bræt spillede Carsten Bank en skidt variant af kongeindisk og fik efter en positionel fejl slemme bank af Jørgen Jørgensen. På 8. bræt fik John en skidt halv-meraner med sort, og selvom afgørelsen vist faldt på en taktisk fejl op mod tidskontrollen, indgød Johns stilling ikke optimisme.
Det helt store drama udspillede sig på 6. bræt, hvor Torben Hjorth blodtørstigt ofrede officerer for at komme ind bag Bents franske kongestilling. På et tidspunkt, hvor Torben kunne tage evig skak, brugte han lang tid og fortsatte så angrebet, selvom han skulle lave en masse træk på meget kort tid. Som Svend grinende sagde til mig efter kampen, burde Torben kende sig selv godt nok til at vide, at han ikke ville tage evig skak, og kunne derfor have sparet sig selv for et langt tidnødsdrama! Nå, men stillingen var skrækkelig indviklet, og selvom Bent havde god tid og vistnok også fordel, fik Torben et smart horn ind og vandt partiet. Meget underholdende!
Sidste parti stod mellem Willumsen og Hellegaard. Willumsen havde et vundet slutspil med 2 springere mod et passivt tårn, men måske pga. træthed mistede han taget og tilbød klogeligt remis.
Altså 4-4 efter en dramatisk kamp og Nørresundby er stadig i oprykningsfare.
De øvrige kampe i 1. div. gr. 2: Haderslev 4 - 4 Århus Jetsmark 3½ - 4½ Viborg Skolerne 3 - 5 SK 1968 Stillingen efter 5. runde (matchpoint i parentes): 1. Nørresundby 27½ (9) 2. Aalborg.... 25 (9) 3. Århus...... 21½ (7) 4. Viborg..... 19½ (4) 5. Jetsmark... 19 (4) 6. SK 1968.... 16½ (4) 7. Haderslev.. 16½ (1) 8. Skolerne... 14½ (2)
Sjette runde spilles den 6. marts, hvor Nørresundby har hjemmekamp mod SK 1968, mens Aalborg har udekamp mod Haderslev.
| 2. division |
I 2. division gr. 5 var der endnu et lokalopgør, idet Vejgaard havde hjemmekamp mod Nørresundbys andethold.
Af Ole MadsenSøndag d. 6/2 skulle andetholdet så møde Vejgaard Skakklub. Vejgaard har placeret sig i den tunge ende af tabellen og kæmper med Aars og Skive om at undgå nedrykning til mesterrækken, så vi burde være klare favoritter - og var det da også på styrketallene.
Vejgaard syntes dog at være kommet i gang i de sidst par kampe, og vi manglede denne gang vores stabile 4. bræt Eddie Poulsen, så vi var på forhånd ikke sikre på en stor sejr.
Vi vandt dog med 6 1/2 mod 1 1/2, og som kampen formede sig var det ikke for meget. 5 sejre og 3 remiser blev det til.
Vejgaard 1½-6½ Nørresundby II ------------------------------------------------ Michael Øe ½-½ Jens Jørgen Christiansen Claus Rønø Pedersen ½-½ Henrik Kaysfeld Fl. Skøttrup-Jensen 0-1 Poul Erik Nørgaard Kasper A. Rasmussen 0-1 Bjarke Andreasen Torben Winkler 0-1 Lars Jensen Niels Rüdinger ½-½ Ole Madsen Lars Nielsen 0-1 Bent Bojsen Jens Odborg 0-1 Jonas Juhl Østergaard
Allerede kort efter starten var der tilløb til dramatik - dog ikke på grund af skakpartierne, men på grund af koks med lokalerne. Nogle kvinder ankom og ville tage lokalet vi spillede i i besiddelse for at spille bridge. Det lykkedes dog til sidst Vejgaard-folkene at overbevise dem om, at de da bare kunne sidde i lokalet ved siden af!
Nok om det, nu følger lidt om partierne.
Jens Jørgen Christiansen fik en behagelig stilling med hvid, og de
efterfølgende analyser viste, at han vist nok kunne have vundet, hvis han
havde valgt den mest aktive plan i slutspillet. Nu spillede han en lille
unøjagtighed og det udnyttede Michael Øe med det samme til at sikre sig
remis.
Henrik Kaysfeld stod særdeles godt. Han havde vundet et par bønder, kunne yderligere vinde kvalitet og dermed få afgørende fordel. I stedet lavede han et ulovligt træk, fordi han overså, at han selv var blevet sat skak, og det var måske rystelsen over denne overseelse der gjorde, at han hurtigt derefter stillede sig tilfreds med remis.
Poul Erik Nørgaard havde en af de gode dage og kunne denne gang hjemføre et helt point - oven i købet uden at komme i nærheden af tidnøden.
Bjarke Andreasen spillede pga. af andres afbud til nogle af kampene sin 5. holdkamp med sort i træk! Det lod han sig dog ikke gå på af, men spiste løs af modstanderens bønder. Da modstanderen ikke kunne få sit angreb til at fungere blev han efterladt nærmest med en ruin af en stilling, med isolerede bønder i spredt uorden ud over brættet, og Bjarke eksekverede sikkert den endelige dom.
Lars Jensen vandt sit parti meget sikkert. Dermed tilføjede han Vejgaards Torben Winkler det 5. nederlag i træk i holdskak.
Jeg selv spillede mod Niels Peder Rüdinger (4. parti på holdet i år, alle 4 med sort!). Jerg valgte en lidt passiv men solid opstilling mod hans 1: c4. Hans angrebsforsøg blev vist tilbage og hurtigt fik jeg den bedste stilling. Desværre blev der byttet ned til et slutspil med uligefarvede løbere, og så ebbede det ud i remis.
Bent Bojsen spillede mod en gammel bekendt i Nørresundby-sammenhæng: Vores tidligere medlem Lars Nielsen. Bent var sidst færdig, idet klokken nærmede sig 6, inden han kunne føre sejren i hus. Det var til gengæld en helt fortjent sejr, hvor Bent udnyttede små unøjagtigheder i Lars Nielsens spil og til sidst krydrede med et officersoffer i slutspillet for at skabe det afgørende gennembrud. Flot spillet!
Som reserve havde vi Jonas Østergaard med på 8. bræt. Jonas er gået meget frem i spillestyrke, så derfor var det en udmærket idé at give ham chancen på andetholdet, og han kvitterede med en sejr. Undervejs stod han ganske vist til tab, men han fortsatte spillet og modstanderen kom tidligt i alvorlig tidnød. Jonas fangede modstanderens sidste officer, og herefter stod Jonas til gevinst, men havde dog kun en enkelt bonde og en løber tilbage, så modstanderen testede Jonas grundig af, før han til sidst opgav partiet i en helt håbløs stilling.
De øvrige kampe: Skive 2½ - 5½ Viby Aalborg II 3 - 5 Nordthy Aars 2 - 5 Randers Stillingen efter 5. runde: 1. Viby....... 29 2. Nordthy.... 27 3. Nørresundby 24½ 4. Aalborg.... 23 5. Randers.... 21½ 6. Skive...... 13½ 7. Vejgaard... 12½ 8. Aars....... 9
| Mesterrækken |
5. kamp var mod bundholdet Jetsmark 2 på udebane. Så en sejr var påkrævet. Nu gik den ikke længere vi måtte have en reserve med. Johan kunne ikke spille så vi tog Jonas med i stedet.
Jetsmark 2 2½-3½ Nørresundby 3 ------------------------------------- Keld Poulsen 0-1 Ole Nielsen Lars Lundtoft 0-1 Søren Dyhr Merete Søndergaard 1-0 Christian Gottschalck Henrik Schack 1-0 Arne Hove Bjarne Søndergaard 0-1 Mogens Hermansen Lars Larsen ½-½ Jonas Juhl Østergaard
Vi fik den ønskede sejr. Jonas modstander fik byttet af, så stillingen blev remis. Mogens fik en vundet stilling, og han vandt også, men undervejs overså Bjarne, at han kunne sætte mat i én. Puha! - det kan mine nerver ikke rigtig holde til. Jeg fik en rigtig god stilling, men så spillede jeg b4, og så gik det ned af bakke. Christian stod godt og havde et fint angreb, men Merete afværgede det og fik en bonde omdannet til en dronning i slutspillet. Søren spillede godt, og i tidsnøden bukkede modstanderen en officer. Ole ofrede en masse bønder i åbningen og fik et kanon angreb, som modstanderen ikke kunne stå imod.