26.11.2005. Opdateret 18.12. med referat fra 3. runde i 2. division.
Alle divisionsresultater kan findes hos DSU. På denne side koncentrerer vi os om de nordjyske resultater.
2. division
| Skakligaen |
Søndag den 20. november var der lokalopgør i Skakligaen mellem Aalborg og Nørresundby. Vi manglede vores førstemand, Per Andreasen, og havde Jens Jørgen Christiansen med som reserve. Da Per var bortrejst i DSU-ærinde, kunne vi have fået kampen udsat, men det afstod vi fra, fordi det kan være frygtelig bøvlet at finde en anden spilledag.
Aalborg var ratingfavoritter med en forventet score på 4,85, men det skulle gå anderledes:
Aalborg 3½-4½ Nørresundby ------------------------------------ Nicolai V. Pedersen ½-½ Eric Bentzen Erik Pedersen 1-0 Bent Sørensen Lars Venø Jakobsen 0-1 Jørgen Jørgensen Lars Meyer 1-0 Svend Pedersen Carsten Hellegaard 0-1 Tommy Nielsen Steffen Nielsen ½-½ Henrik Willumsen Torben Hjorth 0-1 John B. Nielsen Jørgen Nielsen ½-½ Jens Jørgen Christiansen
I Jens Jørgens parti skete der vist ikke så meget. Tommy brugte en del tid i åbningen og spillede originalt og frygtløst sin konge fra E1 via E2 til F3 for at få et snærende pres i centrum. Det forlyder, at det var teori, men med Tommys tidsforbrug kendte han det næppe særlig godt. John vandt med enkle midler fra en stilling med terrænovervægt. Willumsen stod godt og kunne formentlig have vundet, hvis han i rette øjeblik havde bremset en hvid fribonde. Så holdets bund grundlagde sejren ved at score 3-1 og var faktisk meget tæt på 3½-½.
På de fire øverste brætter gik det ikke så godt. Kun Jørgen formåede at vinde. Han trængte ind på Venøs dronningefløj og snuppede en bonde, som sammen med en solid terrænovervægt gjorde udslaget. Svend tabte regulært til Lars Meyer, og Bent kom hurtigt i store positionelle vanskeligheder, som Erik Pedersen udnyttede med sikker hånd.
Mit parti mod Nicolai var det sidst afsluttede. Jeg lavede nogle slappe svækkelser, og Nicolai driblede mig fuldstændigt ud af banen med enkle midler. Jeg sad faktisk og nød hans spil, selvom det var mig selv, det gik ud over. På et tidspunkt fik jeg så noget, der lignede en tilfældig chance, og så var det som om filmen knækkede. I en aparte stilling kunne Nicolai flere gange have vundet let ved at afskære dækningen af et bundet tårn, men det så han ikke, og partiet sluttede senere med trækgentagelse. En meget heldig remis for Nørresundby.
Nicolai fortalte efter partiet, at han var stærkt utilfreds med min omtale af episoden fra 1. runde, og at han så ganske anderledes på det, der skete. Jeg fik dog ikke at vide, hvad der i Nicolais øjne var sket.
Efter 3. runde er stillingen (matchpoint i parentes): 1-2. Skolerne.... 18 (6) 1-2. Helsinge.... 18 (6) 3. Nørresundby. 13½ (6) 4. Nordkalotten 13½ (4) 5. Brønshøj.... 13 (4) 6. SK 1968..... 13 (2) 7. Aalborg..... 10 (2) 8. Helsingør... 7½ (0) 9. Føroyar..... 7 (0) 10. Nordre...... 6½ (0)
Ikke mindst for Nørresundby er det overraskende at finde os selv på tredjepladsen; vi må nyde det, mens vi kan.
| 2. division |
I 2. division gruppe 4 mødte Nørresundbys andethold i 2. runde SK 1968 på udebane:
SK 1968 3½-4½ Nørresundby ---------------------------------------- Per Rasmussen 0-1 Henrik Kaysfeld Karsten Pedersen ½-½ Eddie Grosbøl Poulsen Steffen Cordes 0-1 Poul Erik Nørgaard Olesen Bjarne Pedersen ½-½ Bjarke Næsby Andreasen Stefan Gudmundsson 1-0 Lars Fredberg Jensen Thomas Vestergård ½-½ Ole Rysgaard Madsen Henrik Christensen 1-0 Arne Hove Henrik Dahl-Andersen 0-1 Jonas Juhl Østergaard Stillingen efter 2 runder: 1. Silkeborg.. 10 (4) 2. Nørresundby 9½ (4) 3. Aalborg.... 9½ (3) 4. Randers.... 9 (3) 5. SK 1968.... 7½ (1) 6. Nordthy.... 6 (1) 7. Herning.... 6 (0) 8. Skive...... 5½ (0)
Sidste år indtog vores 2. hold pga. en ind imellem lettere ukoncentreret indsats en lidet flatterende placering i gruppen undervejs, og vi skulle faktisk hen ad vejen spille for at undgå nedrykning, hvilket ville have været en mindre katastrofe, holdets styrke taget i betragtning.
I år er det gået en del bedre. Godt nok er der kun 4 grupper i divisionen, og der skulle derfor i princippet være lidt større modstand, men vi havde inden søndagens kamp vundet de to første kampe og lå på en solid andenplads i gruppen.
3. runde i divisionsturneringen afvikledes 12. december. Vi spillede mod Nordthys hold. Her magede resultaterne sig sådan, at vi nu indtager førstepladsen i gruppen. Nu kan vi snart begynde at tale om "faren" for oprykning i stedet.
Nordthy 2-6 Nørresundby --------------------------------------------- Ove Kroll ½-½ Jens J. Christiansen Per Petersen 0-1 Henrik Kaysfeld Jens Rysgaard Madsen ½-½ Eddie Grosbøl Poulsen Jens Chr. Sørensen 0-1 Poul Erik Nørgaard Olesen Tummas Jacobsen ½-½ Lars Fredberg Jensen Oluf Jessen 0-1 Ole Rysgaard Madsen Finn Munk Andersen ½-½ Arne Hove Svend Aage Ubbesen 0-1 Søren Dyhr
Vi plejer at være nogenlunde jævnbyrdige med Nordthy, men de har mistet deres nok stærkeste spiller, idet IM Erik Pedersen i denne sæson spiller på Aalborgs hold i Skakligaen. Ydermere havde de 3 afbud (vi havde 2 reserver med), men efter ratingtallene var det dog bare en lille sejr på ca. 4,5 - 3,5 til os, der var at forvente.
Det kørte imidlertid nærmest som smurt i olie. Ingen på holdet tabte, og med 4 remiser og 4 gevinster var de 6 point i hus. For Nordthy var det derimod noget af en bet. Nu ligger de på den ubehagelige 8. plads - bl.a. takket være en idømt straf i sidste runde for at anvende en spiller, der ikke stod på styrkelisten.
Her lidt om de enkelte partier:
Jens Jørgen Christiansen var på papiret meget undertippet mod Ove Kroll. Men hurtigt blev dronningerne byttet af, og så var der vist ikke så meget mere på færde i det parti. Remis blev hurtigt resultatet.
Så skete der straks mere på 2. bræt. Henrik Kaysfeld gav en bonde, og fik til gengæld ødelagt Per Petersens rokade. Modstanderen skulle spille tålmodigt på at befri sin stilling og udnytte den ekstra bonde, men i stedet kunne Henrik invadere modstanderens stilling, og til sidst vandt Henrik en kvalitet og partiet.
På 3. bræt spillede den yngste af brødrene Madsen (Jens Rysgaard Madsen) for 3. gang mod Eddie Grosbøl-Rais (hvis nyvundne efternavn tilsyneladende endnu ikke er kommet til DSUs kendskab). Efter at Eddie de to foregående år skulle have vundet begge indbyrdes partier, men tabte det ene enedes man denne gang om en remis. Dog havde Eddie tidligt i partiet en stærk mulighed, som han imidlertid ikke så.
På 4. bræt spillede Poul Erik Nørgaard mod Jens Sørensen. I en rodet stilling forsøgte Nordthys formand at spille aggressivt og fyrede et kvalitetsoffer af. Men Poul Erik Nørgaard har jo rutinen og lod sig ikke ryste ud af stilen. Han slog uden større vanskeligheder kontra med dronningjagt og matangreb i den store stil.
Lars Jensen var den, der blev sidst færdig. Fra sidste år vidste han, at Nordthys færøske indslag, Tummas Jacobsen, ikke er en ufarlig herre. Tummas Jacobsens kvalitetsoffer var dog ikke korrekt, og det så længe ud til at Lars var i færd med at vinde slutspillet, men det blev dog til sidst remis, og da var det næppe længere Lars, der stod bedst.
Jeg selv spillede mod Oluf Jessen, der som 70-årig pensionist med en vis succes er gået i gang med at invitere Thisted-ungdommen til skoleskak - et prisværdigt initiativ. I vores parti var det dog så som så med undervisningen. Oluf Jessen spillede ret så passivt med hvid for at undgå de almindelige Grünfeld-indiske opstillinger, og jeg fik initiativet og en behagelig stilling uden problemer. Et par slappe træk fra min side satte dog det meste af fordelen over styr igen, da Oluf Jessen til sin højlydte ærgrelse overså, at min løber kunne true to tårne samtidigt. Tabet af kvaliteten var fuldstændig afgørende, og han kunne hurtigt opgive.
Arne Hove var med som reserve og spillede mod "doktor Andersen". Finn Andersen er en meget aggressiv spiller, og partiet blev noget rodet. Da dronningerne var byttet af, mente han åbenbart ikke, at det var værd at satse på en merbonde, og partiet blev givet remis. Det bekom Arne vel, idet han så også fik tid til en ekskursion for at smage sin mors hjemmebagte småkager!
Vores 8. bræt blev denne gang bestridt af reserven Søren Dyhr. Han spillede mod Svend Aage Ubbesen, der var så venlig at forære en officer væk, og herefter var der aldrig tvivl om udfaldet.
Stillingen i 2. division gr. 4 efter 3. runde: 1-2. Nørresundby 15½ (6) 1-2. Silkeborg.. 15½ (6) 3. Aalborg.... 14 (5) 4. Randers.... 12½ (3) 5-6. Herning.... 10 (1) 5-6. SK 1968.... 10 (1) 7. Skive...... 9½ (1) 8. Nordthy.... 8 (1)