Divisionsturneringens     3. runde

Af Eric Bentzen 13.12.99

Alle divisionsresultater kan findes hos DSU. På vores side koncentrerer vi os om de nordjyske resultater. Tredje runde i 2. og 3. division blev spillet søndag den 12. december. For første division var der fridag, da den spillede dobbeltrunde sidst.

2. division gr. 2

Nørresundbys andethold var på udebane i Haderslev. Sidste år var det samme langfart for Nørresundby, og da tabte de 5½-2½ (såvidt jeg husker). Poul Erik Nørgaard havde meldt afbud, så Jesper Bojsen var med som 8. mand igen:

Haderslev           Nørresundby
------------------------------------
Bjarne Light    0-1 Jørgen Jørgensen
Allan Bangsbro  ½-½ Arne Beyerholm
Kai Bjørnskov   ½-½ Eddie Poulsen
Jacob Gemzøe    1-0 Henrik Willumsen
Allan Hermansen 0-1 Børge Pedersen
Carsten Hansen  1-0 Henrik Kaysfeld
Claus Mogensen  ½-½ Lars Jensen
Chr. Andersen   ½-½ Jesper Bojsen
                4-4
Pudsigt nok have Haderslev også afbud fra deres andetbræt, så spillerne mødte alligevel deres forventede modstandere. Jørgen Jørgensen og Børge Pedersen vandt regulært, og Lars Jensen måtte efter sigende kæmpe for remisen.

Øvrige resultater:

Evans     - SK1968 II 4-4
Frem      - Kjellerup 3-5
Nordre II - SK1968 I  2-6
SK 1968 I lagde altså yderligere alen til sin føring og ligner nu en klar oprykningsfavorit. Stillingen efter 3. runde (matchpoint i parentes):
  1. SK 1968 I      17  (6)
  2. Nørresundby II 13½ (4)
  3. Kjellerup      12½ (3)
  4. Nordre II      11  (4)
  5. SK 1968 II     11  (2)
6-7. Haderslev      10½ (2)
6-7. Evans          10½ (2)
  8. Frem           10  (0)

3. division gr. 5

I tredje division gr. 5 havde Aalborg og Vejgaard hjemmebane mod hhv. Randers 46 og Skive. Jetsmarks kamp mod Nordre 3 er udsat til (vistnok) den 9. januar, idet Jetsmark har 3 spillere med til en officiel juniorturnering i Finland.

Aalborg vandt 5-3 over Randers 46, og det var næppe helt tilfredsstillende for Aalborgenserne, der nok kan se frem til et skarpt kapløb med ungersvendene fra Jetsmark. Vejgaard var vist heller ikke helt tilfreds med 4-4 mod Skive, men sådan kan det gå. Randers tabte 2-6 til Silkeborg, så stillingen er nu:

1. Aalborg    16  (5)
2. Silkeborg  13  (4)
3. Randers    11½ (4)
4. Jetsmark   11  (3) + udsat kamp
5. Vejgaard   11  (2)
6. Skive       9½ (1)
7. Nordre III  8½ (3) + udsat kamp
8. Randers 46  7½ (0)