På nær en enkelt episode forløb rejsen udramatisk. Søndag morgen var der planlagt ankomst til München kl. 7.17. Helle, Svend, Poul Erik og jeg tilbragte natten i én sovevogn, de andre i en anden. Alle havde bestilt vækning tidligt – for tidligt, for toget var en halv times tid forsinket. Helle, Svend, PEN og jeg var ikke de første på perronens menneskemylder i München, men som tiden gik, steg bekymringen, da de øvrige seks ikke var at øjne. Først troede vi, at de urutineret var benet i forvejen, før der var samling på tropperne, men da vi efter en god stund opdagede Per, fik vi forklaringen: de sidste fem var endnu i toget, som nu havde forladt banegården! Per var blevet vækket af en "sengereder", der blev meget forbløffet over at finde en passager. Per fik råbt til de andre, at det var nu, de skulle ud, og i samme øjeblik, han stod af toget, satte det i gang med det halve hold ombord!

Råhygge i spisevognen lørdag aften den 1. juli 1995. Lidet aner Per Andreasen og Eddie Poulsen, at de næste morgen bliver ofre for en togkapring.

Hvordan kunne det lade sig gøre? Jo, selvom der var en eventyrlig larm i toget, lå "drengene" og gassede sig i den tro, at sålænge konduktøren ikke havde vækket dem, var der god tid! Sovevognskonduktøren havde været emsig med kontrol mig her og ryg mig der, stå mig hist og sid mig pist, billet mig dit og pas mig dat: en karikatur af tysk "Ordnung muss sein". Han var effektiv til at hundse med passagererne; men da det kom til at passe sit arbejde med at vække folk på de bestilte tidspunkter og sikre sig, at alle var steget af toget, før det forlod endestationen, ja så kneb det med effektiviteten.

Nå, men vi kunne jo kun vente. Vi havde 5 timers ophold i München tilbage, og da jeg havde billetten, tog vi det roligt og bestilte morgenmad i en banegårdsrestaurant, hvorfra vi kunne overskue situationen. Heldigvis var toget "blot" kørt ind på et sidespor, og en halv times tid senere kom det udrangerede hold sjoskende ind ad perronen efter en kilometerlang stroppetur på baneterrænet.

Efter en spadseretur i München kunne vi rejse videre det sidste stykke til Ljubljana, hvor vi ankom kl. 19.40 efter ca. 30 timers rejse. Her blev vi hjerteligt modtaget af folkene fra Domzale: Laznik, Vide og Dragan, der straks kørte os de 14 km til Domzale, hvor vi blev indkvarteret. Derefter aftensmad på en nærliggende gostilna "Adam Ravbar", hvor vi fik rigtig sulemad og hjemmebrygget øl. (Der var skam et rigtigt bryggeri i kælderen med rustfri ståltanke på rad og række). For de tre "novicer" var det deres første møde med slovensk gæstfrihed, og for syv af os var det et hjerteligt gensyn med vennerne fra Domzale. Der var gået 11 år siden sidst, men det føltes som en uge.

Jesper "Mommak" Bojsen

Per, der har været FN-betjent i Vukovar (serbisk besat område i Kroatien), overraskede alle ved at tale glimrende serbokroatisk, som er meget lig slovensk. Det skulle blive os til stor nytte, da mange af de mennesker (f.eks. Dragan), vi mødte, ikke var ferme til hverken tysk eller engelsk, og inden længe fik Per øgenavnet "Vukovar".

Jesper, der med sine 27 var selskabets yngste, fik noget uretfærdigt kælenavnet "Mommak", der er slovensk for en ugift mordreng eller drengerøv.