Domzale

Mandag kl. 16 skulle vi spille mod Domzale, men forinden blev der tid til en spadseretur i byen. Slovenien er tydeligvis blomstret op siden løsrivelsen i 1991. Almindelig velstand præger billedet og der bygges og renoveres på livet løs, hvilket gerne er tegn på, at det går godt. BMW, Audi – over alt mærker man optimisme og materiel velstand. Og det er ikke blot en økonomisk sæbeboble; Slovenien hører faktisk til den eksklusive klub af lande i Europa med overskud på betalingsbalancen og levestandarden er kilometer foran de fleste sydeuropæiske lande.

Domzale havde også overskud på matchbalancen, idet vi tabte 6½-2½ i 1980 og spillede uafgjort 5-5 i 1984. Ganske vist var vi ikke taget til Slovenien for at spille skak – skakken var vores ferie-alibi; men alligevel var vi opsatte på at forbedre scoren mod Domzale, og det lykkedes:

 
Kapel
Alt er dog ikke nybyggeri...


    NØRRESUNDBY      - DOMZALE
 1. Per Andreasen    - Vladimir Ivacic  ˝-˝
 2. Eric Bentzen     - Marjan Karnar    ˝-˝
 3. Jørgen Jørgensen - Vid Vavpetic     0-1
 4. Svend Pedersen   - Bogdan Osolin    ˝-˝
 5. Eddie Poulsen    - Janez Hribar     1-0
 6. Bent Christensen - Boris Skok       1-0
 7. Poul E. Nørgaard - Vinko Piber      1-0
 8. Jesper Bojsen    - Franci Kosir     1-0
 9. Lars Jensen      - Pavla Kosir      1-0
10. Helle Pedersen   - Vilma Nadvesnik  0-1
                                       6˝-3˝

Det var jo en bekvem sejr, og Nørgaard fantaserede allerede om et hærgende Cimbrer-togt gennem Slovenien. Spillelokalet var smeltende lummervarmt – velsagtens ca. 35 grader, og det gik naturligvis noget ud over koncentrationen, men alt i alt var resultatet rimeligt.








 

Marjan Karnar
Eric Bentzen

Venskabsmatch
Domzale, Slovenien, 1995


Jeg havde tidligere en helt knusende stilling, men nået gik galt i tidnøden. Vi fik denne stilling frem, hvor hvid netop har skakket på c1, og jeg fik en lys idé:

1... Dxc1 Værsgo'. Smag den! 2. Dc8+ Kb6 På 48...Kd6 får hvid mulighed for en skak på f4. 3. Dxc1 Txg2 Den lækre pointe: hvid taber materiale pga af dækkerskakken næste gang. Jeg rejste mig selvtilfreds, så han kunne svede i fred, staklen... Han svedte dog ikke længe: 4. Sf3!! Bøv! Snydt! Sort kan stadig spille på gevinst med 50...Tg3, men jeg fandt ingen inspiration i den smeltende varme, og da det var sidste parti, og sejren var vor, valgte jeg: 4... Lxf3 5. Dc6+ Kxc6 Pat, og vi gav grinende håndslag. 1/2-1/2

Efter kampen, kl. 21, var der fælles spisning. Man spiser godt i Slovenien – og rigeligt. Et bjerg af kød (typisk en eller flere schnitzler) og dertil brød, kartofler/pommes frites og en stor skål salat. De fleste var en sprængning nær, da desserten kom, og da jeg over for Vide måtte bekende vores nederlag ved spisebordet, slog han straks fast, at så var kampen jo endt uafgjort!

Næste side