Ungdoms-VM 2002 på Kreta
11. brev, torsdag den 21.11.02 kl. 23.30
![]()
Børnene er lagt i seng, det har været en meget hård dag med dobbeltrunden. I 8 runde fik vi kun 2 points, altså ialt idag 3 1/2 af 10, lidt under det jeg forventede.
I piger u. 14 spillede Miriam hvid mod Herrera fra Columbia. Fra russisk gled spillet over i skotsk, og for en gangs skyld kendte Miriam ikke teorien. Hun fik en dårligere stilling, og i træk 20 kunne modstanderen have vundet direkte med 20,-Dh4! i stedet for 20,- Dd6? Efter teksttrækket gik spillet videre, og Miriam vandt efterhånden da modstanderen kom i tidnød. En lidt heldig sejr.
I drenge u 16 mødte Jakob Ghasi fra England ELO 2292. De spillede en masse teori i siciliansk, dette vidste Jakob dog ikke. Den spillede variant er kendt som et remisvåben for sort, og remis blev det efter 22 træk.
I drenge u 14 tabte Benjamin igen for 3 gang i træk, denne gang mod Jarvinen fra Finland. Efter en god åbning faldt Benjamin i søvn, og han tabte pludselig en officer, øv!
Bjarke er ved at komme i omdrejninger. Han mødte Bilegt fra Mongoliet, ELO 2101. Bjarke spillede med de sorte brikker siciliansk. Han stillede sig meget fint op og fik en meget fordelagtig stilling (Stellan Brynell). Efter et tvivlsomt bondeoffer af Bjarke blev modstanderen pludselig nervøs, og han tilbød remis. Dette modtog Bjarke.
I drenge u. 12 tabte Alex desværre. Han fik en meget fin stilling med kæmpeangreb, og han kunne havde afgjort næsten øjeblikkeligt. Af en eller anden grund spillede han noget andet, og havnede i et slutspil lidt under. Ligesom for 3 dage siden blev det et springerslutspil med en bonde for lidt, og lige som for 3 dage siden opgav han underligt nok i en dårligere - , men langt fra tabt stilling. For eftertiden får han besked på at spille til mat!
Ellers er alt ok, vi har det fint med hinanden, sammenholdet er i top. De "store" er flinke til at støtte op om de "små", som lige nu ikke klarer sig så godt.
Vi er klar til de sidste runder, og vil gøre alt hvad der står i vores magt, for at få så mange points som muligt.
1. brev * 2. brev * 3. brev * 4. brev * 5. brev * 6. brev * 7. brev 8. brev * 9. brev * 10. brev * 12. brev * 13. brev * 14. brev * 15. brev
Se også http://www.chessfed.gr/index.htm og http://home.online.no/~eirikgu/vm_ungdom_2002.htm
Per Andreasen